Ekstra personale og plakater på stationerne, hængeskilte i togene, annoncer, tv-reklamer, udvidet oplysning på nettet og en halv million særkøreplaner. Det er hovedelementerne i den største informationskampagne i DSB's historie, der skal hjælpe hovedstadens togpassagerer gennem pinslerne i skærsilden. Det, DSB's passagertogsdirektør, Bjørn Wahlsten, har kaldt helvede, begynder 16. februar, når Banestyrelsen går i gang med et omfattende sporarbejde mellem Østerport og Københavns Hovedbanegård. Koksende dage forude På DSB's pressemøde om togkaos tirsdag modificerede Wahlsten sine ord, men han mener stadig, at »der vil blive nogle dage, hvor det hele kokser«: »Trafikken er jo i forvejen presset til den yderste grænse i myldretiderne. Men som hovedregel skal vi nok få det til at glide nogenlunde, så der er ingen grund til at holde i bilkø på motorvejene«, sagde passagertogsdirektøren. Ekstra togskift Sporarbejdet betyder, at der efter 10. maj vil kunne køre 15 tog i timen hver vej på strækningen mod 12 i dag. Men i ombygningsperioden vil der kun køre tre, og det giver forsinkelser, ekstra togskift og aflyste og overfyldte tog for titusindvis af passagerer. Op mod 20.000 pendlere på Kystbanen og strækningen vest for København bliver direkte berørt. 24 tog aflyses mellem Roskilde og København, og de øvrige tog kører kun til Hovedbanegården. På Kystbanen kører alene de tre Øresundstog igennem 'røret' ved Nørreport, de øvrige regionaltog får endestation på Østerport. Øget pres på S-toge Derved kommer der voldsomt pres på S-togene, og der er derfor sat ekstratog ind mellem Høje Taastrup og Hellerup. Det skulle - næsten - give siddepladser til de 20.000, der må skifte tog. Fungerende S-togs-direktør Hans Munck tør dog ikke afvise forsinkelser. DSB råder passagererne på regionaltog til ikke at køre helt til Østerport eller Hovedbanen, hvor der kan være flaskehalse, men i stedet stå af allerede i Valby, Høje Taastrup eller Hellerup - og tage S-tog derfra. En ekstra gåtur »Og hvis nogle vil have lidt ekstra motion med en gåtur gennem byen fra Hovedbanen, vil det da også være en god idé«, sagde passagertogsdirektør Bjørn Wahlsten på pressemødet. Han vurderer, at ekstraindsatsen kommer til at koste mellem en og to millioner kroner, måske tre, hvis DSB's 'Dag-til-dag-gruppe' vurderer, at der skal gøres endnu mere. DSB havde gerne set, at Banestyrelsen udførte arbejdet i sommerferien, hvor der er 40 procent færre passagerer, men en udskydelse ville have kostet 30-40 millioner og skabt forsinkelser for andre anlægsprojekter. Til gengæld får man uventet hjælp fra metroprojektet, der - noget usædvanligt for offentlige anlægsarbejder - er færdigt allerede på mandag, syv måneder før tid. Derved er det slut med kun at kunne stå af fra de fire forreste vogne på Nørreport. »Det vil afhjælpe problemerne betydeligt«, mener både Hans Munck og Bjørn Wahlsten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























