Professor advarer mod at sænke brotakst

Lyt til artiklen

Mens den konservative leder, Bendt Bendtsen, fastholder, at prisen for at krydse Storebælt skal ned, advarer professor i trafikplanlægning mod planerne. Bendt Bendtsen har grebet et socialdemokratisk forslag om at sænke taksterne og slå økonomien for Storebælts- og Øresundsforbindelsen sammen - og således lade den gode økonomi på Storebælt dække for den skrantende økonomi på de danske landsanlæg til Øresund. Men professor i trafikplanlægning ved Aalborg Universitet Bent Flyvbjerg advarer mod planerne. Ud over at give en uigennemsigtig økonomi med skjulte tilskud til Øresund kan en sammenlægning gøre begge broers økonomi uhyre sårbar. Staten har garanteret for lånene til broer og landanlæg og står dermed for eksempel som garant for Storebæltbroens lån på 40 milliarder kroner - det samme som 10 procent af Danmarks samlede årlige husholdningsbudget. »Det vil bringe den samlede økonomi for de to broer i fare. Under uheldige omstændigheder, hvis renten stiger, og der kommer lavkonjunktur med faldende trafik, kan det rejse tvivl om, hvorvidt lånene overhovedet kan betales tilbage. Dermed får man spredt et lokalt problem for de danske landanlæg til Øresund til at blive et generelt problem«, siger Bent Flyvbjerg. Konservativ enighed Bendt Bendtsen vil have trafikministeren til snarest at indkalde forligspartierne bag Storebælt til et møde. Trafikministeren, der først afviste S' forslag som useriøst og det, som er værre, vil ikke udtale sig om sagen, men erklærer sig nu via den konservative pressetjeneste enig med sin formand: »Jeg er enig med den konservative formand, Bendt Bendtsen, i, at høje takster på broen udgør en uhensigtsmæssig toldmur mellem Øst- og Vestdanmark«, lyder ordene fra pressetjenesten. Hos Sund og Bælt, der driver Storebæltsforbindelsen og Øresunds danske landanlæg, siger analysedirektør Steen Øhman, at en takstnedsættelse heller ikke vil redde økonomien. »Vores beregninger viser, at takstnedsættelser vil øge trafikken. Men trafikken vil ikke øges nok til at opveje de tabte indtægter ved takstnedsættelsen. Alt i alt vil en takstnedsættelse betyde en dårligere økonomi«, siger analysedirektøren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her