Svenske forskere anbefaler nu alle fertilitetslæger kun at lægge ét æg op i de kvinder, der behandles med den almindeligste form for kunstig befrugtning, den såkaldte IVF-teknik. Det sker på baggrund af en undersøgelse af 17.000 børn, der viser, at IVF-børn har øget risiko for at få neurologiske problemer, især spasticitet og spastiske lammelser. Børnenes risiko skyldes, at lægerne for at opnå større sikkerhed for en graviditet generelt lægger 2-3 befrugtede æg op i kvinden ved en IVF- behandling. Det giver en øget mulighed for flerfoldsfødsler, som betyder større risiko for alt for tidlig fødsel, alt for lav fødselsvægt - og deraf følgende neurologiske problemer. Det er altså ikke IVF-teknikken i sig selv - hvor mandens sædcelle og kvindens ægcelle forenes i et 'reagensglas' - der er risikabel. Risikoen ligger i at blive født som tvilling eller trilling. Ikke muligt For at begrænse antallet af uønskede flerfoldsfødsler opfordrer forskerne derfor alle fertilitetslæger til kun at lægge ét æg op ad gangen. En smuk tanke, men det er i praksis ikke muligt i øjeblikket, siger overlæge Per Emil Rasmussen, fertilitetsklinikken, Odense Universitetshospital. »Vi er enige i, at det ønskelige må være at skaffe ét-ægs-graviditeter. Så svenskerne har ret i deres anbefaling - de er bare for tidligt ude med den. Hvis vi kun lagde et enkelt befrugtet æg op, ville vi måske nok reducere risikoen for neurologiske følgevirkninger, men til gengæld ville langt færre kvinder blive gravide ved kunstig befrugtning. Resultaterne er foreløbig ikke gode nok til, at man rutinemæssigt kan nøjes med et enkelt æg«, siger Per Emil Rasmussen. Dansk lovgivning siger, at der som hovedregel ikke bør sættes mere end to friske æg eller tre optøede æg op i kvindens livmoder. Vejledningen til loven om kunstig befrugtning tilføjer endda, at i det tilfælde, hvor graviditetschancen vurderes særlig lav, kan det overvejes at oplægge tre friske æg. Praksis viser, at danske fertilitetslæger - såvel offentlige som private - overholder disse mål. I 2000 lagde de offentlige læger i gennemsnit 1,85 æg per IVF-behandlingsforløb op i kvinden, mens de private oplagde 2,05. De tal indebærer per definition en øget risiko for fødsel af flere børn med uønskede lidelser, men de er i overensstemmelse med dansk lov. Men altså ikke med de svenske forskeres anbefaling. »Netop nu er fertilitetslæger i Danmark, Sverige og Finland i gang med en forsøgsbehandling, hvor vi skal vurdere resultaterne af oplægning af ét æg. Deltagerne er udvalgte grupper af yngre kvinder, og undersøgelsen skal give os ny viden, ikke blot om antallet af graviditeter, men også mere detaljeret om f.eks. æggets modning. Når det resultat foreligger, er vi meget klogere end i dag«, siger Per Emil Rasmussen. Per Emil Rasmussen siger til Politiken, at risikoen for flerfoldsfødsler især er stor hos yngre kvinder. De står derfor forrest i køen til ét-ægs behandlinger. Men situationen kompliceres af, at et stigende antal barnløse selv anmoder om at få tvillinger ved kunstig befrugtning. Når de nu har ventet så længe, kan de lige så godt få de børn, de skal have med det samme, lyder forældrenes argument.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























