Justitsminister går ind for retsmægling

Lyt til artiklen

Sagsbehandlingstiderne ved de danske domstole kan få et gevaldigt dyk nedad, hvis danske dommere i stedet for at behandle civile retssager traditionelt begynder at mægle mellem parterne for at få dem til selv at finde en løsning. Det mener justitsminister Lene Espersen (K), der er positiv over for tanken om at indføre retsmægling som et tilbud ved de danske domstole. Vil ændre loven Hun er indstillet på at ændre loven i næste folketingssamling, så der umiddelbart derefter kan indledes en forsøgsordning, oplyser hun. Som Politiken fortalte mandag, har et forsøg med retsmægling siden 1997 ved en håndfuld domstole i Norge været en stor succes. Hver tredje civile retssag er kommet til mægling, og i fire ud af fem af disse sager er der indgået forlig mellem parterne. Retsmægling kan f.eks. komme på tale i familiesager, nabosager, sager om hushandler, kontrakter, afskedigelser etc. I stedet for at parterne sviner hinanden til i månedsvis med processkrifter og anklager, møder parterne i retsmægling hinanden med en neutral person som tredjemand, og inden for 3-5 timer finder de et forlig. Forening på vej med forslag De norske resultater har fået Dommerforeningen til at advokere for retsmægling. Foreningen er på vej med et konkret forslag til regeringen om en forsøgsordning, som blandt andet vil betyde, at de dommere, som vil være med i forsøget, skal efteruddannes. »Ubestikkelige« »Mange typer sager egner sig glimrende til alternativ konfliktløsning med mægling, og jeg vil derfor se meget positivt på en henvendelse fra Dommerforeningen«, siger Lene Espersen. Efter hendes opfattelse vil det være oplagt at sætte netop dommerne til at mægle, »fordi dommerne og domstolene i befolkningen har en status som meget uafhængige og ubestikkelige«. »Mange af de sager, som egner sig til alternativ konfliktløsning, er jo sager med personlige relationer involveret, hvor folk måske er blevet meget sure på hinanden. Her er det vigtigt med mæglere, som begge parter har fuld tillid til«, siger ministeren. Konference om alternativ konfliktløsning Når Danmark overtager formandskabet i EU til sommer, bliver der arrangeret en europæisk konference om alternativ konfliktløsning i retsplejen, og netop retsmægling bliver et af emnerne. »Jeg er sikker på, at alternativ konfliktløsning vil få en stor politisk bevågenhed. Ikke bare fordi det i de konkrete sager fører til bedre afgørelser, men også fordi sagsbehandlingstiden i de sager er så meget kortere, så hele samfundet vil få gavn af, at presset tages af domstolene«, siger Lene Espersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her