Regering vil sikre fuld efterforskning i Farum-sagen

Lyt til artiklen

Regeringen vil ikke tøve med at lukke evt. huller i Bagmandspolitiets efterforskning eller andre undersøgelser af Farum Kommune, så alle forhold afdækkes. Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag i Folketingets spørgetime. Her dominerede Farum-sagen totalt spørgsmålene til ham samt indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mens ingen havde spørgsmål til finansminister Thor Pedersen (V). Uvildig undersøgelse Statsministeren henviste til, at Farum-sagen behandles af fire instanser. Byrådet har bestilt en uvildig advokat-undersøgelse, Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt gransker kommunen, Bagmandspolitiet efterforsker forhold efter en ransagning og indenrigsministeren satte tirsdag Farum Kommune under administration. »Jeg går ud fra som en selvfølge, at såvel borgmesteren i Farum Kommune og byrådet medvirker til, at disse undersøgelser kan finde sted, så der virkelig er tale om uvildige og uafhængige undersøgelser«, sagde han. Ingen særundersøgelse Derfor fandt han ikke grund til, at indenrigsministeren iværksætter en undersøgelse efter §63 i den kommunale styrelseslov. Samtidig forsikrede han, at regeringen vil lukke evt. huller i Bagmandspolitiets efterforskning. Det skete på et spørgsmål fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. Venstre ser generelt positivt på udlicitering, men vil lade kommunerne afgøre, om de vil udlicitere offentlige opgaver. Grund til at rose Farum Venstres ros af Farum som en mønster-kommune skyldes især dens succes med at beskæftige ledige og indvandrere, understregede statsministeren. Anders Fogh Rasmussen tog skarpt afstand fra entreprenørfirmaet Skankas sponsor-aftale med Ajax/Farum håndboldklub, som ifølge firmaet hang sammen med en kontrakt med Farum Kommune. Skanska returnerede for nylig 9 mio. kr. til kommunen. Aftalen var returkommission, mente SFs formand, Holger K. Nielsen, der undrede sig over, at statsministeren underspillede Venstres ros af Farum som mønsterkommune. »I det omfang, der er foregået en trafik, som hr. Holger K. Nielsen beskriver, så kan jeg ikke stærkt nok tage afstand fra det«, sagde statsministeren. Ingen Lex Brixtofte Han afviste Socialdemokratiets forslag om en "Lex Brixtofte", så regeringen kan fjerne borgmestre i helt ekstraordinære tilfælde. Skønt Peter Brixtofte burde have taget tre måneders sygeorlov, kan regeringen ikke tvinge ham væk fra posten, påpegede statsministeren. Indenrigsministeren ventede, at Farum Kommune inden den 1. marts anker Tilsynsrådets pålæg om at deponere et trecifret millionbeløb for Farum Park til Indenrigsministeriet. Derfor ville Lars Løkke Rasmussen ikke kommentere sagen. Tirsdag skrev han et brev til byrådet for at afklare, om Farum har pligt til at deponere beløb for andre engagementer end Farum Park. Kraftig afstand til Brixtofte Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tager kraftigt afstand fra partifællen Peter Brixtofte. Uanset om Brixtoftes forvaltning har været ulovlig eller ej, så fordømmer statsministeren Brixtoftes fremgangsmåde. Men han afviser at ekskludere Brixtofte. »Der er visse standarder, som jeg forventer efterlevet af enhver politiker, og især af Venstres folk. I min grundlovstale sidste år tog jeg afstand fra det, jeg kaldte magtens arrogance, fra vennetjenester og fra sammenspisthed. Det vil jeg gerne gentage««, sagde Anders Fogh Rasmussen tirsdag efter regeringens ugentlige ministermøde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her