Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Edderkoppen - et nyttigt rovdyr

Lyt til artiklen

De har det med at dukke uventet op. I træskoen, bag sofaen og nogle gange midt om natten i et svedigt mareridt. Meget kan man sige om edderkopper, men øverst på top-10-listen over populære dyr ligger de nok ikke. Men de ottebenede spindlere fortjener faktisk anerkendelse. Ikke mindst for deres heltegerninger i kornmarken, hvor de som en flok tapre soldater forsvarer deres territorium mod skadedyrsangreb. Fremragende mod bladlus Ifølge cand.scient og ph.d-studerende ved Danmarks Miljøundersøgelser Pernille Thorbek er edderkopper en overset gruppe i forbindelse med biologisk skadedyrsbekæmpelse. Edderkopper er fremragende til at holde bladlus i skak, og så er det det 'rovdyr', der er flest af i Danmark. I Israel er der tradition for at bruge edderkopper i frugtplantager, og kineserne sætter neg, hvor edderkopperne har gode levebetingelser, ud i rismarkerne for at holde skadedyr på afstand. Lovende fremtid i dansk korn De seneste ti år har edderkopperne fået mere opmærksomhed, og derfor mener Pernille Thorbek, at det ser lovende ud for deres fremtid i de danske kornmarker. »Jeg er egentlig meget pragmatisk med hensyn til kemisk skadedyrsbekæmpelse og tror ikke, at edderkopper alene vil kunne holde markerne fri for bladlus. Men man skal kun sprøjte, når der er brug for det. Ikke bare for at være på den sikre side. Men når man først har valgt den kemiske vej, så slår man også alt ihjel og giver dermed skadedyr gode vækstbetingelser«, siger hun. I modsætning til andre 'rovdyr' har edderkopper den fordel, at de æder bladlus uden at være afhængige af dem. De supplerer både med små fluer, myg og larver og når på den måde at formere sig og stå klar med et helt beredskab, når bladlusene angriber. Edderkopperne sørger for at holde bestanden af bladlus nede, men det egentlige arbejde med at få dem udryddet overlader de til de mere specialiserede fjender som mariehøns, snyltehvepse og svirrefluelarver. Bladlus har gift i årerne, så rovdyrene dør af at spise dem. Men her har edderkopperne den fordel, at de ikke nøjes med at æde bladlusene, men også fanger dem i deres net. Pernille Thorbek opfordrer økologiske landmænd til at gøre plads for edderkopperne ved blandt andet at give dem noget kløver eller kompost at boltre sig i og undgå at pløje for sent på efteråret, hvor de ikke kan nå at formere sig. Misforståede edderkopper Edderkopper er generelt en misforstået art, som selv inden døre kan gøre bugt med myg og fluer, så der er ifølge Pernille Thorbek ingen grund til at skille sig af med dem. »Nu er jeg nok mere glad for edderkopper end de fleste, men jeg har dem også for hyggens skyld. Og det er faktisk kun, hvis jeg får gæster, at jeg fjerner spindene«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her