Specialundervisning gives mest til små børn

Lyt til artiklen

Antallet af skolebørn, der bliver henvist til specialundervisning, er eksploderet i de senere år. Men er det børnene eller skolen, der er noget galt med? Skal man tro en ny undersøgelse fra forældreorganisationen Skole og Samfund, er det tilsyneladende skolen, der noget galt med. For det er ikke ballademageren, som bliver henvist til specialundervisning. Det er den lille 'normale' dreng i 2. klasse, som ikke læser og skriver lige så godt som de andre. 87 skoler deltog Undersøgelsen er foretaget blandt 87 skoler og viser, at over 60 procent af specialundervisningen gives til børn i indskoling, det vil sige fra 1. til 3. klasse. Heraf udgør drengene hele 82 procent af eleverne. Dertil kommer, at det i 95 procent af tilfældene begrundes med faglige problemer og ikke adfærdsvanskeligheder. Selv om undersøgelsen ikke er videnskabelig, giver den ifølge Skole og Samfund en realistisk - om end urovækkende - pejling af situationen. »Der er dybt bekymrende, at så mange i de små klasser bliver henvist til specialundervisning på grund af faglige problemer, når vi altid hører, hvor vigtigt det er for de små, at de får en blid start i folkeskolen. Enten er det en floskel, eller også lægger vi så stor vægt på det faglige, at de små ikke magter det«, siger Solveig Gaarsmand, næstformand i Skole og Samfund. Aldrig udnersøgt til bunds Specialundervisningens vilkår i folkeskolen er aldrig blevet undersøgt til bunds. Men ifølge professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) er der en tendens til at ty til specialundervisning, selv om det i virkeligheden er undervisningen, der halter. »Vi skal passe på, at vi ikke bare piller elever ud som en standardløsning, hvis det i virkeligheden er undervisningen, der ikke er tilpasset de enkelte elever. Enhver elev med vanskeligheder er et barometer på, at der er noget galt et eller andet sted«, siger Niels Egelund. Det har længe været kendt, at drenge er de hyppigste 'kunder' i specialbutikken. Men at de udgør over 80 procent af eleverne, får igen Skole og Samfund til at stille et stort spørgsmålstegn ved folkeskolens rummelighed. »Det er jo en katastrofe. Så mange dumme drenge er der ikke. Der er ingen tvivl om, at der er noget rivende galt i skolen, for det hænger simpelt hen ikke sammen«, siger Solveig Gaarsmand. Professor Niels Egelund giver hende ret. Folkeskolen er for piger »Folkeskolen er skræddersyet til piger. Det er et meget ubehageligt faktum, men åbenbart svært at løse. Den logiske løsning er rene drenge- og pigeskoler eller en senere skolestart for drenge, men det ville jo være aldeles usædvanligt. Jeg synes ikke, vi skal acceptere, at drengene er et problem, men tværtimod sørge for, at skolen tilpasser sig drengene«, siger Niels Egelund. Skole og Samfunds undersøgelse bliver præsenteret i dag under konferencen 'Får vi nok ud af specialundervisningen'. Samtidig har Det Centrale Udvalg under Undervisningsministeriet netop iværksat en kortlægning af specialundervisningen i folkeskolen, som forventes færdig om cirka et halvt år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her