Dommere advarer mod sparekrav

Lyt til artiklen

Landet over advarer dommere om det sparekrav, som justitsminister Lene Espersen (K) har præsenteret domstolene for. I løbet af de kommende fire år skal 490 - eller cirka hver femte ansatte - forlade deres job, fremgår det af regeringens forslag til finanslov. Blandt de dommere, der reagerer, er Lisbeth Larsen fra kriminalretten i Glostrup. Sammenhængen mangler Hun påpeger, at såvel politiet som kriminalforsorgen friholdes for besparelser. Politiet leverer sager til domstolene, mens kriminalforsorgen tager sig af de mennesker, der dømmes af domstolene. Men samtidig skærpes kravene altså til domstolene. Og dertil kommer, at regeringens andre initiativer vil resultere i en øget arbejdsbyrde i retterne. Lisbeth Larsen efterlyser en sammenhæng: »Domstolenes opgaver bliver ikke færre. Tværtimod fremsættes samtidig lovforslag om, at der skal idømmes frihedsstraf ved brugstyveri af biler. Sager om frihedsstraf kræver flere personaleressourcer end sager om bødestraf. Der fremsættes lovforslag, der betyder, at demonstranter, der laver opløb, kan fængsles. Det vil sige, at der skal afholdes flere grundlovsforhør. Der bliver til stadighed fremsat krav om, at sager af den ene eller anden art skal behandles hurtigere, hurtigere, hurtigere«, siger dommer Lisbeth Larsen. Kan ikke leve op til kravene »Vi vil gerne fortsætte med at kunne behandle sagerne hurtigt og godt. Men skal vi sige farvel til en femtedel af vores dygtige medarbejdere, vil vi ikke kunne leve op til de krav, der - med rette - stilles til et godt, effektivt og velfungerende retsvæsen, mener Lisbeth Larsen. I Københavns Byret har præsident Claus Larsen konstateret, at der er udsigt til længere sagsbehandlingstider, og samme melding kommer fra flere steder i landet. Sagerne vil hobe sig op »Besparelserne vil betyde, at retten i Odense vil bryde sammen. Sagerne vil hobe sig op, og ventetiderne vil blive alt for lange«, har retspræsident H. P. Rosenmeier udtalt til Fyens Stiftstidende. Og samme utvetydige melding er kommet fra flere andre fynske domstole. Længere ventetid Også fra Roskilde er der dystre meldinger: »Hvis vi mister så stor en del af vort kontorpersonale, vil systemet sande helt til med lange ventetider på blandt andet tinglysning og behandling af dødsboer, ligesom varetægtsfængslede må belave sig på at vente længere på at komme for retten«, har retspræsident i Roskilde, Niels Waage, udtalt til Dagbladet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her