DF afviser job til asylansøgere

Lyt til artiklen

Dansk Røde Kors skønner, at mellem 100 og 200 asylansøgere er parate til at bruge deres uddannelse på en dansk arbejdsplads. Regeringens udlændingepakke indeholder en mulighed for, at højtuddannede kan tage arbejde i Danmark mens de venter på at få asyl, men Dansk Folkeparti er imod. Blandt asylansøgerne er dyrlæger, ingeniører og læger, som med et udspil fra regeringen nu får lov til at arbejde, mens deres sag behandles. Men Dansk Folkeparti går kun med til en bred aftale på udlændingeområdet, hvis det får ekstra sikkerhed for stramninger i udlændingeloven til at begrænse tilstrømningen. Det siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, til Ritzau. »Vi er interesserede i en samlet aftale. Men så må regeringen også rykke sig«, siger Thulesen Dahl. Den øvrige opposition er positiv over for integrationsministerens planer om at tilbyde arbejde til de højtuddannede. Flygtningene får det bedre Leder af asylafdelingen i Røde Kors, Jørgen Chemnitz, siger, at man har gode erfaringer med at lade asylansøgere bruge deres kvalifikationer. En gruppe flygtninge fra Kosova fik i slutningen af 90erne lov til at arbejde, dengang omfattede tilbuddet både veluddannede og ufaglærte. Omkring 100 var så velfungerende psykisk og fysisk, at de kunne benytte muligheden. »Dengang kunne vi tydeligt se, at de mennesker der arbejdede, havde færre sygedage og i det hele taget fik det bedre. At arbejde styrker selvværdet og gør det nemmere at holde hovedet oprejst. Asylansøgere vil gerne selv bidrage økonomisk til deres ophold i Danmark«, siger Jørgen Chemnitz. Han mener ikke, at et job og dermed også muligheden for at lære dansk giver asylansøgerne forventninger om, at de har større chance for at opnå asyl, sådan som Dansk Folkeparti forudser. »Det er ikke min erfaring, at asylansøgere tror, at de har større chance for at blive i Danmark, hvis deres børn lærer dansk eller de selv deltager i kurser. Vi gør meget ud af at fortælle dem, at de er i en situation, hvor de risikerer at få nej, uanset hvad de foretager sig, og det vil vi også fortælle dem, der får et arbejde«, siger Jørgen Chemnitz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her