Allerede inden forhandlingerne om regeringens nye integrationspakke er begyndt, skærper flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) tonen over for Socialdemokratiet. Hvis partiet vil påvirke integrationspolitikken, skal det også være med til at stramme, siger ministeren. Regeringen fremlagde tirsdag sit integrationsudspil, hvor en central del er, at flygtninge og indvandrere i en periode skal arbejde til en lavere løn end deres danske kolleger for at komme ind på arbejdsmarkedet. Men det vil Socialdemokratiet ikke acceptere: »Vi er med i 90 procent af det, som regeringen foreslår om integration. Men der er væsentlige tidsler, og det mest alvorlige er forslaget om en lønreduktion for flygtninge og indvandrere. Det tror vi ikke skaffer arbejde«, siger medlem af Folketingets Integrationsudvalg Morten Bødskov (S). Også LO er imod. Satser bredt Men selv om Bertel Haarder fortsat satser på et bredt politisk forlig om både integrationspolitik og udlændingestramninger, afviser han pure Socialdemokratiets eneste alvorlige indvending. »Vi er nødt til at sige til både Socialdemokratiet og LO: Det nytter ikke at tale integration, hvis I ikke vil være med til at fjerne barrierer til arbejdsmarkedet. Så kan vi lige så godt holde op med at tale med det samme«, siger Bertel Haarder og fortsætter: »LO's afvisning af, at udlændinge kan få lov til i en kort periode at vise, hvad de duer til på en arbejdsplads, viser for alverden, hvem det er, som forhindrer integrationen i Danmark«. Bolden over til DF Dermed spiller han bolden over til Dansk Folkeparti, der er positivt stemt over for de stramninger af reglerne for asyl og familiesammenføring, som regeringen har fremsat i sit andet store udspil på udlændingeområdet - udlændingepakken. Ifølge Bertel Haarder hænger stramninger og integration snævert sammen, og han vil gå langt for at få de samme partier til at stemme for begge dele af regeringens udlændingepolitik. »Det er vanskeligt i politik at lade nogle stemme for det sure og andre for det søde. Hvis der er en hel masse, som socialdemokraterne ikke vil være med til, så skal de huske, at der som udgangspunkt er flertal for udlændingepakken«, siger ministeren, der ikke har »hørt nogen foruroligende melding fra Dansk Folkeparti«. Men ifølge partileder Pia Kjærsgaard skal regeringen ikke regne med, at Dansk Folkeparti automatisk vil stemme for integrationspakken. Først skal stramningerne virke. »Hvis vi skal være med til at forhandle integration, skal antallet af fremmede, der kommer til Danmark, først ned«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























