Ga-Jol: Slut op om en folkesag

Lyt til artiklen

»Det danske vejr er Ga-Jol vejr«, siger det kendte slogan, og det lyder unægtelig også pænere end, at »Det danske vejr er pis-øsende regnvejr«, eller hvad man ellers kunne finde på for at beskrive tingenes tilstand og få luft for sin frustration. Tiden skal gå med noget, mens man kryber i ly for regn og rusk, og i snart 70 år har danskerne guffet Ga-Joler i sig. Siden 1971 har æskerne oven i købet været forsynet med kloge ord på flappen, så man ikke falder hen rent intellektuelt, mens man gumler. De oprindelige blå Ga-Joler tilberedes efter samme opskrift som i 1933 og er Danmarks mest solgte. Men nye kommer til, og for 14 dage siden kom pastillerne i to nye smagsvarianter: propolis, som er en slags bi-ekstrakt, og purpursolhat, som nærmest lyder som om det burde være i strid med lov om euforiserende stoffer. Dermed er der ni slags, men er de nu også de rigtige? Ga-Jol med hvedeklid ? Politikens læsere kan gøre en forskel! Læg hjernen i blød og kom med gode ideer til, hvilke nye typer Ga-Jol-er, man bør sætte i produktion. Toms-koncernen, som producerer halspastillerne, vil få overrakt Bagsidens læseres forslag, og selv om man selvfølgelig ikke kan forpligte en fabrik til noget som helst, ville det da være en underlig virksomhed, der ikke lyttede til et massivt folkekrav. Måske er der brug for en økologisk Ga-Jol med hvedeklid eller en Ga-Jol Maxi King Size på størrelse med en ishockeypuck? Eller hvad med en Ga-Jol med sour cream and onion? Eller Ga-Jol Tutti Frutti? Kun fantasien og den dårlige smag sætter grænsen. Lone Kellermann står bag Sådan en idéindsamling laver man selvfølgelig ikke uden en protektor til at stå i spidsen, og hvem kan gøre det bedre end Lone Kellermann? Med hittet »Se Venedig og dø« har hun sikret pastillerne en plads i musikhistorien: »... da vi sad og kyssed i gondolerne, og du tog mig kærligt på gajolerne ...« - med tekst af Kim Larsen og musik af Wili Jønsson. Ikke et sekund tøvede Lone Kellermann, da Bagsiden bad hende om at stå i spidsen for idéindsamlingen. »Det gør jeg gerne«, lød det omgående fra vor protektor. Det kan ikke gå galt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her