Brixtofte blev væk fra byrådsmøde

Lyt til artiklen

Borgmester Peter Brixtofte (V) dukkede aldrig op til byrådsmødet på rådhuset i Farum tirsdag aften. Han havde på forhånd erklæret sig inhabil i samtlige punkter. SF'eren Helene Lund: 'Pligtforsømmelse'. Byrådsmedlemmerne og de mange tilhørere måtte på byrådsmødet i Farum tirsdag aften forgæves vente på borgmester Peter Brixtofte (V). Han erklærede sig på forhånd inhabil i samtlige punkter på dagsordenen, herunder en el-spareplan og forslaget om at gennemføre trafiktællinger i kommunen. 'Pligtforsømmelse' SF's Helene Lund betegnede borgmesterens udeblivelse for 'pligtforsømmelse'. »Det er et utroligt godt spørgsmål, hvordan Brixtofte kan erklære sig inhabil i forhold til en hel byrådsdagsorden. Jeg tror, at han er bange, og det kan jeg sådan set godt forstå, eftersom han har kvajet sig så godt og grundigt«, siger Helene Lund til Ritzau. Hun ser hans reaktion med at blive væk fra byrådsmødet som en følge af det pressemøde, som Brixtofte holdt tidligere på dagen, hvor han afviste at acceptere flertallets beslutning om at suspendere ham. »Det viser jo helt klart, at det har 'slået klik' for ham, og at han har mistet grebet om virkeligheden og mistet jordforbindelsen. Der skal mere end en desperat borgmester til at ændre loven i Danmark«, siger Helene Lund, der er en af arkitekterne bag Brixtoftes udsigt til en udvisning fra borgmesterkontoret. »Han (Brixtofte red.) vil hverken kunne forhindre noget eller trække noget som helst i langdrag ved det her. Vi vil fortsat ufortrødent sørge for, at han bliver suspenderet, og vi har fuld tillid til, at Indenrigsministeriet vil støtte os i den sag«, siger Helene Lund til Ritzau. Fogh støtter de ti Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde få timer efter Brixtoftes pressemøde, at et nyvalg slet ikke kunne komme på tale, men at Farum i stedet skulle bruge kræfterne på at få ryddet op. Også statsminister Anders Fogh Rasmussen støtter byrådsflertallets opgør med Peter Brixtofte. »Jeg synes, at det er rigtigt af kommunalbestyrelsen i Farum at gøre brug af de redskaber, der er i styrelsesloven, for at sikre at alle forhold bliver undersøgt i Farum Kommune, og at der hurtigst muligt bliver bragt orden på styringen af kommunen og økonomien i Farum«, sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde tirsdag. Eksperter afviser idé Også flere eksperter har afvist et kommunalvalg i utide som en mulighed. Det løser nemlig ikke de retslige problemer i Farum, understreger professor dr. jur. Steen Rønsholdt, Københavns Universitet, som er specialist i forvaltningsret. »Vælgerne kan ikke tage stilling til, hvad der skal ske, hvis der er begået ulovligheder. Det kan ikke afgøres ved et valg. Vælgerne kan ikke tage stilling til, om de accepterer ulovligheder«, siger Steen Rønsholdt til Ritzau. Professor Steen Rønsholdt mener i princippet ikke, at der er noget i vejen for at holde valg, inden et byråd har siddet sine fire år. Han forudser dog en del problemer, hvis for eksempel alle landets 275 kommuner vil holde valg en gang om året. Faste valgperioder giver arbejdsro og stabilitet. Kommunalforsker Roger Buch Jensen finder ikke en hurtig særlov hensigtsmæssig, fordi ordentlig forberedelse af en lov vil tage mindst et år. Samtidig kan Roger Buch Jensen ikke få øje på noget folketingsflertal for forslaget. »Det er en dødfødt idé«, siger kommunalforskeren fra Syddansk Universitet. Læste op af erklæring: På pressemødet tirsdag læste Peter Brixtofte op af en skriftlig erklæring med følgende ordlyd: »Det, vi har respekt for i Venstre, er vælgerne, og det er domstolene. Vi har afholdt kommunalvalg, og Venstre vandt en stor sejr og gik frem, vi har fået valgt et stort flertal her i byrådet, derfor har vi borgmesterposten og formandsposterne i en række udvalg.

Det er demokratiet, der har talt, og det respekterer vi. Og hvis vores flertal skal afsættes, skal det afsættes af vælgerne. Vi kan ikke afsættes ved små minikup, det er ikke Sydamerika, vi befinder os i, hvor man kan sætte vælgernes afgørelse ud af kraft ved at flytte rundt og gå til andre partier, og hvad man ellers kan lave af besynderligheder.

Derfor vil vi henvende os først til byrådet for at få hele byrådets opslutning, og så vil vi henvende os til Indenrigsministeriet med henblik på at lave lovgivningen om, så der gives adgang til at holde nyvalg under helt særlige omstændigheder. Og vi kunne godt tænke os at holde nyvalg til kommunalbestyrelsen i Farum så hurtigt som overhovedet muligt med nye opstillingsmøder, så folk bliver opstillet på de rigtige lister og ikke sniger sig ind nogle steder, og så går over til andre.

Vi mener helt seriøst, man bør diskutere det i Folketinget, om ikke der i denne særlige situation kan være mulighed for, at vi kan møde vælgerne. Vi vil respektere vælgernes resultater. Hvis de har skiftet mening, må nogle andre regere Farum, og så må de vælge en anden borgmester. Det er til at tage at føle på, det er demokratiet i Danmark. Så vi håber, hele byrådet vil slutte op om vores opfattelse om, at lovgivningen laves om, så der bliver mulighed for at udskrive et nyt kommunalvalg, så snart som overhovedet muligt.

Vi har det godt med at møde vælgerne, vi har en god by, en dejlig by, og de midlertidige problemer vi har, dem kan vi løse. Dem kan vi løse i fællesskab, så vi kan komme videre. Og selv om der skal laves nogle justeringer af forskellig art, så vil vi stadig være en kommune helt i top i Danmark. Det er vores primære udspil«.
Peter Brixtofte og hans otte tilbageværende støtter i Venstre vil derfor rette henvendelse til oppositionen for at få hele byrådets opbakning til et nyvalg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her