De fleste har hørt om ham. Mønstereksemplet på en indvandrer. Manden med topkarakterer, sprogligt talent og menneskeligt overskud til at komme i sving med at få færdiggjort sin uddannelse i Danmark og tilbyde sig på arbejdsmarkedet. Det er disse indvandrere, regeringen vil hjælpe med et lovforslag, der fratager universiteterne deres hæderkronede ret til selv at bestemme over, hvilke studerende der skal optages på hvilke trin på de højere læreanstalter. Eksternt kvalifikationsnævn Magten over de såkaldte meritoverførsler for studerende med udenlandsk universitetsbaggrund flyttes fra universiteternes egne studienævn til et nyt eksternt Kvalifikationsnævn, der får en dommer som formand. Universiteterne tager dybt afstand fra lovforslaget, som ventes fremsat efter påske. Når universiteterne ikke længere står inde for optaget, kan arbejdsgiverne ikke være sikre på, hvilke kvalifikationer de køber, mener de, og angriber videnskabsminister Helge Sander (V) for at sove i timen. Det faglige ansvar »Der er meget fornuft i integrationsinitiativer. Men der er ingen fornuft i at fjerne det faglige ansvar for optaget af studerende fra universiteterne. Vi har ikke ansvaret for det, vi laver, når vi ikke har ansvaret for, hvem vi optager. Videnskabsministeren burde have sagt meget klart fra over for det her«, siger Henrik Toft Jensen, rektor, Roskilde Universitetscenter. Et enigt Rektorkollegium har sendt et høringssvar, der beskylder regeringen for at træde universiteternes selvstyre under fode. »Det er et grundlæggende princip, at faglige afgørelser truffet af fagkyndige personer på universitetet ikke kan omgøres af andre instanser«, hedder det. Sander har skiftet side Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har været en drivende kraft i arbejdet, der dog bliver fremsat af Undervisningsministeriet. Helge Sander skal oprindelig have været på universiteternes side, men har skiftet holdning og står nu bag forslaget, der er godkendt af regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Sander forundret »Tofts reaktion undrer mig, da forslaget er drøftet grundigt med universiteterne. Der er ikke noget i den sag, der er hundrede procent rigtigt eller forkert. Men stort set samtlige medier har været fremme med eksempler på dårlige forløb for studerende. Der skal ske et eller andet«, siger Helge Sander. Ifølge forslaget skal studerende som hidtil først søge via de enkelte uddannelser. Men afgørelsen kan ankes til Kvalifikationsnævnet, der ifølge lovforslaget »træffer den endelige administrative afgørelse«. Hele ordningen skal evalueres efter et par år. SF: Galimatias Medlem af Folketingets Forskningsudvalg Anne Grete Holmsgaard (SF) var indtil sidste efterår universitetsdirektør på Danmarks Tekniske Universitet. Hun tøver ikke med at stemple forslaget som det rene galimatias. »Det er simpelthen en myte, at universiteterne har noget imod at godkende udenlandske kvalifikationer. De arbejder selv på kryds og tværs med udveksling af studenter og forskere. Det her er det rene vanvid. Kun universiteterne selv har indsigten til at vurdere, hvad der skal til for at færdiggøre et studium«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























