Karteldirektører slipper for fængsel

Lyt til artiklen

Direktører, der laver ulovlige prisaftaler med andre virksomheder for at holde indtjeningen kunstigt i vejret, slipper for at komme i fængsel. Dansk Folkeparti er enig med regeringen i, at kartelmagere kun skal risikere bøder. Dansk Folkepartis erhvervsordfører Colette Brix siger til Ritzau, at hun gerne så kartelmagere straffet med fængsel. Men så længe EU kun straffer ulovlige karteller med bøder, vil Dansk Folkeparti holde sig til økonomiske sanktioner i den hjemlige lovgivning. Hendes partifælle, Peter Skaarup, åbnede ellers i Politiken mulighed for, at Dansk Folkeparti ville støtte oppositionens forslag om to års fængsel til direktører, der laver ulovlige prisaftaler med andre virksomheder. For høje priser koster 11.500 pr familie I den seneste status fra Konkurrencestyrelsen konkluderes det, at konkurrencen i Danmark er så sløj, at det årligt koster hver eneste familie 11.500 kr. i form af for høje priser. Det får Socialdemokratiet til at foreslå fængselsstraf. »Kartelmagere bør på linie med andre, der laver økonomisk kriminalitet, kunne idømmes fængselsstraf. Udsigten til at ende bag tremmer skal nok få nogle direktører til at tænke sig om en ekstra gang inden de sætter konkurrencen ud af spil«, siger tidligere erhvervsminister Ole Stavad (S). Både SF og Kristelig Folkeparti ønsker også fængselsstraf, Regeringen vil ikke straffe med fængsel Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) fremsætter onsdag et lovforslag, der lægger op til væsentligt højere bøder til virksomheder i kartelsager. Men erhvervsministeren vil ikke indføre fængselsstraf, fordi EU-kommissionen, der tager sig af de store overskridende kartelaftaler, ikke opererer med strafferetslige sager. »Jeg synes, at det vil være forkert, hvis vi herhjemme skal straffe de små fisk hårdere, end de store bliver straffet af kommissionen«, siger Bendt Bendtsen. Hvis du synes, at kartelforbrydelser kan sammenlignes med andre former for økonomisk kriminalitet, burde du så ikke tage konsekvensen og straffe på samme måde? »Hvis vi indfører det, kan vi måske risikere, at opklaringen bliver sværere, fordi vi ikke kan få folk til at tale«, siger erhvervsministeren. Praksis i nabolande I blandt andet Norge, Tyskland, Frankrig, Irland, Østrig og USA har man allerede i dag mulighed for sende kartelbosser bag lås og slå, mens England og Sverige i øjeblikket overvejer at gå samme vej. Hos Konkurrencestyrelsens søstreorganisationer i Norge og Frankrig er man meget tilfredse med muligheden for fængselsstraf. De peger på, at det virker meget præventivt og mindsker antallet af sager med ulovlige prisaftaler. Begge steder mener man ikke, at efterforskningen lider skade af de hårde sanktioner. »Vi mener, at det har en betydelig forbyggede effekt. Vores erfaring viser, at direktørerne er meget påpasselige med ikke at lave ulovlige aftaler, fordi den personlige straf kan være meget hård«, siger juridisk direktør Elisabeth Roscher fra det norske Konkurrensetilsynet. 34 års fængsel i USA I USA blev der alene i 1999 og 2000 uddelt i alt 34 års fængsel til personer, der overtrådte konkurrencelovgivningen. Konkurrencestyrelsen har tidligere påpeget, at priserne i Danmark ligger fem procent over niveauet i sammenlignelige EU-lande. Det svarer til et samlet samfundstab på 33 milliarder kroner om året.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her