Farum-spareplan er muligvis for slap

Lyt til artiklen

Borgerne i Farum risikerer skattestigninger på mere end de 1,2 point, som der indtil videre har været lagt op til. Det skyldes, at den spareplan, som politikerne i Farum skal vedtage tirsdag, næppe lever op til Indenrigsministeriets krav, og derfor er der udsigt til, at skatten skal stige endnu mere, end det hidtil er foreslået. S varsler større skattestigninger Tirsdag eftermiddag tager byrødderne i Farum fat på en budgetkonference, som har det ene formål at få diskuteret en samlet spareplan for den kriseramte kommune. Den overordnede plan er stykket sammen af spareforslag fra de enkelte kommunale udvalg, og selv om der flere steder er skåret hårdt, er det næppe nok, vurderer Sabine Kirchmeier-Andersen (S). »Jeg tror, at vi kommer til at sætte skatten op med mere end de 1,2 point, der allerede er nævnt. For de spareforslag, der ligger nu, er efter mit skøn ikke vidtrækkende nok i forhold til Indenrigsministeriets krav«, siger Sabine Kirchmeier-Andersen til Ritzau. Pensionister må blive hjemme Det samlede sparekatalog, som skal endevendes på budgetkonferencen, lægger op til samlede besparelser i år for 25 mio. kr., 40,5 mio. kr. til næste år og gradvist voksende til 51,5 mio. kr. i 2005. Men Indenrigsministeriet har fastslået, at kommunen år for år har et underskud på rundt regnet 200 mio. kr. alene på driften. Derfor er der lagt op til at give den højt besungne service et knæk og den lave skat i Farum et hak op ad, og det kommer til at gå ud over bl.a. åbningstiderne i daginstitutionerne, skolebudgetterne og pensionistrejserne. Men også borgmesterens repræsentationskonto må holde for, ligesom borgmesterbilen med privatchauffør står for fald. S: Lad os spare på sporten »Spørgsmålet er, om der er så meget mere, vi kan skære væk i de kommende år. Jeg kan se, at vi ikke kan nå de sparemål, som Indenrigsministeriet har sat, med de forslag, der nu ligger. Så det næste trin må være at ændre på skatten og grundskyldspromillen«, siger Sabine Kirchmeier-Andersen. Hun mener, at et oplagt sted at spare - før man udhuler den kommunale service endnu mere, og før man begynder at holde igen med vedligeholdelsen af skoler og institutioner - vil være idrætsfaciliteterne. »Det er mit umiddelbare udgangspunkt, at her må vi kunne holde lidt igen. Det er jo helt nyt, og det kan nok godt tåle at være lidt mindre 'shinet up', og vi bør under alle omstændigheder prioritere børnene før idrætten«, siger Sabine Kirchmeier-Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her