Miljøminister vil ikke undersøge hormonfisk

Lyt til artiklen

Miljøministeren afviser at sætte en undersøgelse af tvekønnede fisk i Østjylland i gang. »Vi ved reelt ikke, hvilke nye stoffer vi skal undersøge for«, forklarer Hans Christian Schmidt (V) efter et samråd onsdag. I Voel Bæk og Kristrup Landkanal i Østjylland er der fundet hanfisk med ægceller i testiklerne. Rester fra p-piller er under mistanke for at have fremkaldt de hormonelle forstyrrelser blandt fiskene. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) var onsdag kaldt i samråd i Folketingets miljø- og planlægningsudvalg. Han afviser skriftligt »hovedkuls« at »søsætte« en dyr landsdækkende undersøgelse af vandmiljøet: »Vi ved reelt ikke, hvilke nye stoffer vi skal undersøge for«, lyder forklareringen. I begyndelsen af marts sagde miljøministeren til programmet Miljømagasinet på P1, at han var indstillet på at bevilge penge til en landsdækkende undersøgelse, hvis Miljøstyrelsen anbefalede det. Indsamling af viden I stedet skal Miljøstyrelsen nu i gang med at indsamle, hvad der findes af viden på området, herhjemme og i udlandet. »Det er muligt, at effekterne skyldes de pågældende stoffer, men det er også muligt, at effekterne skyldes helt andre stoffer«, siger Hans Chr. Schmidt i sit svar. Miljøministeren understreger, at indsatsen over for hormonforstyrrende stoffer står højt på hans dagsorden. Han mener dog, at den nuværende nationale overvågning af vandmiljøet er tilstrækkelig uagtet stoffer fra p-piller ikke er omfattet heraf. S: 'Uambitiøst' »Det er pinligt og frygteligt uambitiøst, at regeringen ikke vil undersøge de misdannede fisk. Hvis vi skal have en chance for at gøre noget ved problemerne, så skal vi finde årsagen, og årsagen finder vi ikke ved at sidde med armene over kors ligesom ministeren«, siger Torben Hansen (S), der havde indkaldt til samrådet. Ifølge Torben Hansen er finanslovsbesparelserne hos Danmarks Miljø en af forklaringerne på miljøministerens uvillighed til at sætte en undersøgelse i gang. Århus Amt fortsætter sine undersøgelser af i alt otte vandløb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her