Fogh sætter PKK på terrorliste

Lyt til artiklen

Fra både venstrefløjen og de radikale er kritikken hård, efter at statsministeren fredag i Tyrkiet udtalte, at den kurdiske militante bevægelse PKK skal betragtes som en terrororganisation og bør stå på EU's liste over terrororganisationer. »Det er en meget uklog udtalelse. Der er ikke nogen i Danmark, der endnu er begyndt at prøve at være så dristige at sætte navne på terrorlisten. Man skal være temmelig sikker i sin sag, før man gør det. Det med at sætte navne på skal man omgås med allerstørste varsomhed, og jeg ved ikke, hvad han har af belæg for at udtale sig om det der«, siger den radikale retsordfører Elisabeth Arnold. Foghs ord faldt på et fælles pressemøde med den tyrkiske premierminister Ecevic: »Jeg er glad for at få lov til at besvare spørgsmålet. Det klare svar er, at den danske holdning er, at PKK er og skal betragtes som en terrororganisation og skal med i EU's liste over terrororganisationer«. Udtalelsen vakte i går stor opsigt i Tyrkiet, hvor landets største avis Hürriyet bragte Foghs ord som en tophistorie. SF's formand Holger K. Nielsen er stærkt utilfreds. »PKK er mange ting. En del af PKK er en ren terrororganisation, som vi også tager afstand fra. Men mener Fogh hele bevægelsen, stempler han en stor del af den kurdiske befolkning som terrorister«, siger Holger K. Nielsen. EL: 'Uigennemtænkt Enhedslistens udenrigsordfører Søren Søndergaard kalder udmeldingen for uigennemtænkt, uforståelig og usmagelig. Han påpeger, at han selv på linje med en række andre politikere har holdt taler til fordel for den fængslede PKK-leder Abdullah Öcelan, ligesom tusinder af borgere i Danmark har deltaget i demonstrationer til fordel for den kurdiske organisation. »Kommer man på EU's terrorliste, betyder det, at man som EU-land forpligter sig til - ikke alene at retsforfølge og overvåge medlemmer af PKK - men også folk og organisationer, som understøtter PKK. Findes der i Danmark mennesker, der indirekte støtter PKK, så skal de overvåges og i givet fald retsforfølges«, siger Søren Søndergaard. Betydning for folk i Danmark Statsretsprofessor Henning Koch vurderer, at Anders Fogh Rasmussens udmelding meget vel kan få betydning for borgere i Danmark, når og hvis regeringens terrorpakke bliver vedtaget, og PKK havner på EU's terrorliste. »Det er klart, at definerer man PKK som en terrororganisation, så vil aktive og passive medlemmer af PKK i allerhøjeste grad komme i søgelyset. Sådan er det. Jeg vil heller ikke udelukke, at Søren Søndergaard eller andre, der udtrykker en kraftig tilskyndelse til en terrororganisation, vil kunne straffes«, siger Henning Koch.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her