Som et sidste desperat forsøg på at komme en 36-årig libanesisk kvinde til hjælp, sender hendes familie og deres advokat nu et åbent brev til integrationsminister Bertel Haarder (V). De vil have stoppet tvangsudsendelsen af hende, som er sat i gang, da hun fredag blev arresteret efter at have levet næsten ti år under jorden i Danmark. Hendes advokat mener, at hendes historie er så grotesk, at hun burde have fået opholdstilladelse for længe siden. Hiam Chafic El-Mayss kom til Danmark i 1991 sammen med sine tre børn. Hun var på flugt fra et tvangsægteskab, som hun blev gift ind i som 13-årig med en 20 år ældre mand. Det var et ægteskab, som var præget af seksuelle ydmygelser og et dødfødt barn, inden hun var fyldt 14. Hiam flygter til Danmark i 1991 og bliver efter ankomsten overdraget til Røde Kors. Hun bliver lægeligt vurderet af embedslæge Børge Sommer, som er tidligere chef for rehabiliteringscenteret for torturofre i Sønderjylland, fremgår det af bogen 'Jeg er 1-31-086.707 - Ni år som flygtning i Danmark', der udkom sidste år, og som er bearbejdet af Nidal Poulsen. Embedslægen beskriver Hiam med ordene: Der er fra lægelig side ikke tvivl om, at Hiam har været udsat for tortur og ydmygelser af især seksuel art. Hendes isolation og periodevise depression og selvmordsoptagethed har sindssygelig karakter. Den 12. oktober 1992 får Hiam det sidste afslag på ansøgningen om opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen. Familien er her Hiam har fem søskende, som alle bor i Århus. De har alle fået opholdstilladelse. Men til forskel fra Hiam, så flygtede de fra Libanon, da der var krig. Hiams store problem er, at hun flygtede fra Libanon, da kampene var stoppet. Derfor mener Udlændingestyrelsen, at der formelt ikke er grundlag for opholdstilladelse. Sager af denne art bliver afgjort af et individuelt skøn. Efter afslaget om opholdstilladelse overdrager Hiam sine børn til Dansk Røde Kors. De får senere opholdstilladelse på det grundlag, at Hiam er forsvundet. For hun går nemlig under jorden, og flygter ud i mørket. Et liv i blandt andet parkeringskældre og trappeopgange begynder. Hun lever under jorden i næsten ti år, før hendes sag usædvanligvis bliver genoptaget efter advokat Hans Mogensens gentagne henvendelser. Meldingen har ellers været fra myndighederne, at man ikke kan give opholdstilladelse til en person, som opholder sig ulovligt i Danmark. Hun skal ikke kunne skabe sit eget asylgrundlag ved at være gået under jorden. Alligevel genåbnes sagsmapperne kort før julen 2001, og Udlændingestyrelsen revurderer sin afgørelse. Beskyttet for første gang i ni år Det medfører, at Hiam for første gang i ni år er beskyttet af de rettigheder, som er i Danmark. Hun bliver omgående sendt til et lægetjek. Her får hun konstateret problemer med nyrene, underlivet og øjnene, som betyder, at hun skal have nyremedicin og briller. Den 14. marts 2002 får Hiam også afslag efter at sagen er revurderet, og går under jorden igen. Men nu møder hun jævnligt op for at få sin medicin hos Dansk Røde Kors. Og det bliver begyndelsen på enden for Hiams liv under jorden i Danmark. I fredags da hun mødte op for at hente sin nyremedicin hos Røde Kors Asylcenter i Galten i Midtjylland, ventede der to politibetjente på hende. Nu sidder Hiam i Århus Arrest og begyndte ifølge Hans Mogensen at sultestrejke, lige efter hun blev arresteret. Hun har givet op »Hun har faktisk givet op nu. Hun og hendes børn er sikre på, at hun kommer til at dø i Libanon. Derfor opfatter jeg hendes sultestrejke mere som en total opgivelse end en protest«, siger Hans Mogensen. For advokat Hans Mogensen er der dog stadig et lille håb. Han har fået lov til at køre en klagesag i Integrationsministeriet. »Integrationsministeriet kan stadig nå at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. Men hun kan ikke få lov til at blive i Danmark, mens ministeriet, som er klageinstans, kigger på sagen. Derved kan vi ende med, at ministeriet kan komme frem til, at hun får lov til at blive her, men at hun i mellemtiden er blevet smidt ud«, siger Hans Mogensen. Bør have ophold af 'særlige grunde' Han mener, at Hiam har ret til opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 9 stk. 2 nr. 4 som handler om opholdstilladelse af 'ganske særlige grunde'. »Hvis Integrationsministeriet også kommer frem til et nej, så er jeg klar til et sagsanlæg mod ministeriet. Fordi loven bør fortolkes på den måde, at hendes situation er så speciel, at hun har krav på opholdstilladelse«, siger Hans Mogensen. Det har ikke været muligt at få kontakt med Bertel Haarder, og Udlændingestyrelsen kommenterer traditionelt ikke enkeltsager.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























