Kommuner uden viden om spiseproblem

Lyt til artiklen

Kommunerne har intet overblik over de hundredtusinder af danskere, der har et forkvaklet forhold til mad og eget værd. En ny undersøgelse fra Socialministeriet viser, at 11 af de 14 undersøgte kommuner ikke har en egentlig strategi til forebyggelse mod spiseforstyrrelser. Den alarmerende melding kommer samtidig med, at en rapport fra Institut fra Folkesundhed for nylig viste, at hver fjerde pige er i fare for at udvikle spiseforstyrrelser - anoreksi og bulimi. Det er blandt andet denne gruppe, der endnu ikke er egentlig syge, men har stor risiko for at udvikle den, som kommunerne står uden tilbud til. Lærere, klubpædagoger, socialrådgivere og forældre ved sjældent, hvor de skal finde oplysninger om problemerne, og hvem de skal henvise til. KL advarer kommuner I Kommunernes Landsforening (KL) erkender de problemet, men mener ikke, at det kun drejer sig om, hvor viden skal søges. De ønsker at forstå, hvad der skyldes spiseforstyrrelser. »Rapporten viser, at forebyggelse er et overset område i kommunerne, og derfor må vi med tallene i bagagen gøre noget ved problematikken« siger Vagn Ry Nielsen, der er formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget i KL, og fortsætter: »De røde lamper i kommunerne skal nu tændes, men vi skal samtidig kende årsagerne til disse symptomer for at kunne forebygge. Er det mobning, skønhedsidealer, familieproblemer eller konkurrencesamfundet, der skaber problemerne? Det tror jeg ikke, vi er kloge nok på. Det må vi fra kommunernes side nu se på, så vores indsats kan blive målrettet eller simpelthen bare komme i gang«. Andre planer 11 af de 14 undersøgte kommuner har ingen retningslinjer, der skal gøre sundhedsplejersker, læger, tandlæger, pædagoger og sportstrænere bedre til at gribe ind, når advarselslamperne lyser. Derimod findes der planer for, hvordan eksempelvis alkoholmisbrug, selvmord og mobning forebygges. Ifølge Socialministeriets rapport er problemet en manglende koordinering og klar placering af ansvarsområdet. Den ene hånd ved ikke, hvad den anden laver. Eksempelvis kendte et fåtal i kommunerne Sundhedsstyrelsens informationsmateriale fra 2000 om spiseforstyrrelser, der er sendt til alle landets kommuner. Andre vidste ikke, at der findes private patientforeninger og interesseorganisationer til spiseforstyrrelser. Handlingsplan på vej På baggrund af rapporten går Socialministeriet, der står for forebyggelse, Sundhedsministeriet, der gennem Amtsrådsforeningen står for behandling, og Sundhedsstyrelsen fra august i gang med at udarbejde en handlingsplan for forebyggelse og behandling af spiseforstyrrelser. Handlingsplanen forventes færdig til oktober. »Meningen med handlingsplanen er at skabe fælles fodtrit i Danmark og en større opmærksomhed om problematikken for derigennem at gøre en bedre indsats. Det er efter vores opfattelse ikke uvilje fra kommuner og amters side, men uvidenhed om, hvad man skal gøre ved problemet«, siger Lotte Mac, fuldmægtig i Socialministeriet. En af dem, der dagligt ser problemet med spiseforstyrrelser, er Marianne Hertz, overlæge på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet. Hun har et løsningsforslag, vores svenske naboer har brugt i 10 år, men som i ringe grad findes herhjemme. Foreslår rådgivninsteam »I Danmark er vi så langtfra gode til tidlig opsporing - det man også kalder forebyggelse - af spiseforstyrrelse. Der burde i hvert amt være et team, der kender til sygdommen, kan rådgive og har steder at sende folk til behandling. Det har man næsten ikke i Danmark. I Sverige blev det indført for år siden. Herhjemme gør man ikke en pind«, siger hun. Amtsrådsforeningen arbejder på at få indført en lignende model i Danmark. Storstrøms og Sønderjyllands Amt har opbygget sådanne teams, hvor psykiatere fra børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger laver opsøgende arbejde. » Vi forsøger fra Amtsrådsforeningens side at presse på, for at andre tager modellen til sig. Men en tredjedel af de børne- og ungdomspykiateriske stillinger står ubesatte hen, så det er ikke så lige til«, siger Bent Hansen (S), formand for sundhedsudvalget i Amtsrådsforeningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her