Oppositionen kræver forklaring på terrorliste

Lyt til artiklen

Fra begge sider af folketingssalen kræver partierne en forklaring på, at regeringen arbejder for, at EU's liste over terrororganisationer skal være identisk med USA's terrorliste. USA har blandt andet stemplet en iransk eksilgruppe som terrorister, som danske politikere har støttet i flere år. De radikale siger, at der ikke er givet mandat til, at EU-listen skal kalkeres efter den amerikanske, som den ser ud i dag. »USA's liste indeholder organisationer, som der kan være tvivl om, hvorvidt de bør stå på listen - modsat indeholder den ikke for eksempel en række irske organisationer, som EU mener bør stå på listen«, siger Elisabeth Arnold, EU-ordfører for de Radikale. DF overrasket Dansk Folkeparti retsordfører, Peter Skaarup, er også overrasket over oplysningen. »Jeg mindes ikke, at Folketinget har taget stilling til det spørgsmål«, siger Peter Skaarup. Forgæves henvendelser Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, har flere gange forgæves bedt regeringen oplyse, hvilke organisationer der vil blive stemplet som terrororganisationer, og som det derfor fremover skal være ulovligt for danskere at støtte. »Vi har aldrig hørt et ord om, at EU's liste skulle være en kopi af den amerikanske«, siger Line Barfod. Fogh: PKK er terror Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastslog i sidste uge - under sit statsbesøg i Tyrkiet - at den kurdiske separatistbevægelse PKK skal betragtes som en terrororganisation og med på EUs liste over terrororganisationer. Anders Fogh Rasmussen henviste til, at den amerikanske liste over terrororganisationer netop inkluderer PKK, og statsministeren mener derfor, at EU bør tage den kurdiske bevægelse med i sin egen liste. Fogh: 'Det er regeringens politik' Statsministeriet gentager da også mandag over for Ritzau, at dansk politik er at EU's liste skal være identisk med USA's. De 15 EU-lande blev kort før jul enige om en liste med 12 grupper og 30 enkeltpersoner. Konsekvensen for organisationerne og individerne på listen er, at EU-landene skal fastfryse deres økonomiske værdier og det bliver forbudt at støtte de pågældende. Vidtrækkende amerikansk liste Den amerikanske liste over terrororganisationer er mere vidtrækkende. USA har blandt andet sat den iranske eksilgruppe Mujahedin Khalq på sin terrorliste. Ifølge det amerikanske udenrigsministerium er der dog ikke nogen forskel på Mujahedin Khalq og paraplyorganisationen Det natioanale Modstandsråd (NCR). Mujahedin Khalq, Folkets Hellige Krigere, er da også den størst gruppe i NCR. Støttet af Per Stig Den danske regering og ledende politikere - herunder udenrigsminister Per Stig Møller (K) - har imidlertid siden 1996 støttet eller/og haft tæt kontakt til NCR. Per Stig Møller var i midten af 1990'erne med til at få den danske regering til at opgive den såkaldte kritiske dialog med præstestyret i Teheran. Udgangen på Rushdie-sagen i 1996 blev, at regeringen blev pålagt at 'føre dialog' med den iranske opposition. Kurdere i Danmark tog mandag afstand fra Anders Fogh Rasmussens udtalelser om PKK. 'Fogh skal dokumentere' Sammenslutningen af kurdiske foreninger i Danmark, FEY-KURD, beder i et åbent brev til statsministeren, ham om at dokumentere sine terroranklager om PKK. »Det kurdiske folk og PKK har gang på gang i de senere år udtrykt ønske om et demokratisk samvær på lige fod med det tyrkiske folk. Dette ønske kan ikke stemples som 'terroristisk'«, hedder det i brevet. FEY-KURD er en paraplyorganisation for 11 kurdiske foreninger i Danmark med omkring 2000 medlemmer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her