Riv pædagog-, lærer- og gymnasielæreruddannelserne op ved roden, smid dem væk og byg to nye uddannelser op. Børnenes stress i overgangen fra institution til skole skal mindskes, og derfor skal der tænkes nyt i det danske skole- og uddannelsessystem, mener professor på Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund. To nye uddannelser På en konference om børn og stress mandag præsenterede han sin idé om, at der skal laves to nye uddannelser: én, der retter sig mod de 3- til 12-årige, og en anden, hvor lærerne skal undervise de 13- til 19-årige. »Der er problemer med indskolingen i Danmark. Vi har de her små stressede og forvirrede børn, som løber rundt og gør helvede hedt for dem selv og deres lærere. Børnene bliver stressede, fordi de skal vænne sig til nye pædagogiske rammer«. »De går fra de frie rammer i institutionerne til nogle mere tidsstyrede faste rammer, hvor de skal kunne forstå kollektive beskeder og arbejde med det, læreren siger«, mener Niels Egelund. Helhed i hverdagen Niels Egelund forestiller sig, at vi i Danmark laver to uddannelser, som retter sig mod de to forskellige aldersgrupper. Specielt uddannelsen for dem, som skal tage sig af de 3- til 12-årige, skal mindske stresset ved at skifte fra institution til skole. »Børnene vil få mere helhed i deres hverdag. De får den samme pædagogik, fra de begynder som 3-årige, til de bliver teenagere. Derved bliver overgangen fra daginstitution til skole blidere, end den er i dag. Nu bilder vi os ind, at vi kan have en læreruddannelse, som dækker fra 1. til 10. klasse, og det er dybt godnat«, siger Niels Egelund. Ikke løsningen Både Danmarks Lærerforening og pædagogernes landsforbund (BUPL) er enige i, at børnene har problemer i skolestartfasen, men ingen af dem mener, at to nye uddannelser er løsningen. »Det er klart, at det for nogle børn er et kulturchok at komme fra institution til skole, og derfor skal vi også styrke de brobygningsprojekter, som kører i disse år. To uddannelser er dog ikke det, BUPL vil, men jeg vil ikke udelukke, at man skal være åben over for at kigge med nye øjne på uddannelserne«, siger formand for BUPL Bente Sorgenfrey. Skyder skylden på hinanden I Danmarks Lærerforening kan man ikke støtte Niels Egelunds forslag. »Der skal ikke være en sammenblandet lærer- og pædagoguddannelse, men der skal være væsentligt bedre samarbejde mellem daginstitutionerne og skolerne. Jeg vil godt deltage i kritikken af, at der er for svag dialog mellem skoler og børnehaver, og at vi får nogle børn, som har haft selvforvaltning morgen, middag og aften og ikke har lært at være en del af et fællesskab«. »Men med to læreruddannelser, der skal tage sig af små og store børn, risikerer vi, at de to bare skyder skylden på hinanden«, siger Jørgen Stampe, som er formand for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























