Farum har valgt sin lup

Lyt til artiklen

Både fortid og fremtid i Farum underkastes nu kloge konsulenter udefra. Byrådet besluttede mandag at hyre revisionsfirmaet Andersen til den planlagte undersøgelse af blandt andet borgmester Peter Brixtoftes (V) mange aftaler med Farum Boldklub og kontrakterne med FIH (Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk). Valgt i enighed Til det fremadrettede arbejde med at få administrationen og byrådets arbejde op at stå igen er Farum på vej til at indgå en aftale om massiv konsulentbistand i Kommunernes Landsforening. Revisionsfirmaet Andersen, der tidligere hed Arthur til fornavn, blev valgt i enighed af det ellers så splittede byråd, og ifølge SF'eren Helene Lund markerede virksomheden sig med det bedste tilbud blandt de indbudte firmaer. Bedste tilbud »Tilbuddet var indholdsmæssigt det bedste, og samtidig virker virksomheden tillidsvækkende«, begrunder hun og understreger, at undersøgelsen ikke alene skal være en revisionsteknisk gennemgang af fortiden. »Vi fastholder, at der hovedsageligt er tale om en juridisk undersøgelse af kontrakter og aftaler, og den ekspertise besidder firmaet også«, siger Helene Lund. Aftaler undersøges Undersøgelsen omfatter ud over de mange indgåede kontrakter og aftaler med henholdsvis boldklubben og det allestedsnærværende finansieringsinstitut FIH også kommunens - og i særklasse Peter Brixtoftes - repræsentationsudgifter, ligesom luppen skal holdes over udlandsrejser. Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har stillet en byge af spørgsmål til Farum Kommune og er også kommet med ønsker til, hvad den forestående undersøgelse skal indeholde. Således vil rådet gerne have en særskilt gennemlysning af alle kommunale kontrakter, og rådet har også udbedt sig en særlig præcisering af de menige byrådsmedlemmers ansvar i den vidtforgrenede Farum-skandale. Resultater til rådighed Her er Farum-politikerne enige om at stille alle undersøgelsens resultater til rådighed for Tilsynsrådet, men ifølge Sabine Kirchmeier-Andersen (S) er der intet ønske om at udvide undersøgelsen at hensyn til rådet. »Farums økonomiske situation taget i betragtning er det faktisk ikke så lidt frækt af Tilsynsrådet at bede os udvide undersøgelsen - for egen regning. Det har vi altså ikke tænkt os, men stiller naturligvis det materiale til rådighed, hvis rådet selv ønsker at iværksætte yderligere undersøgelser«, siger hun. For at få snor i fremtiden har byrådet - igen i enighed - besluttet at købe sig konsulenthjælp i Kommunernes Landsforening (KL) til at genstarte den politiske og administrative hverdag. Når politikerne i Farum ikke bestiller hjælp til fortid og fremtid, har de fuldt op at gøre med at håndtere nutidens sparekrav. Ugerne frem til 24. april er tæt besat af sparemøder for at imødekomme indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (V) krav om en detaljeret og storstilet spareplan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her