Forældre mobber lærere

Lyt til artiklen

Et stigende antal lærere oplever, at forældre går langt over stregen, når de ønsker at udtrykke deres utilfredshed med forholdene i børnenes folkeskole. »Vi oplever i større omfang, at lærere har problemer med aggressive forældre. Der kan være tale om verbale trusler og direkte fysisk vold fra forældrenes side. Det sidste er heldigvis kun sket få gange, men det forekommer«, siger konsulent i psykisk arbejdsmiljø Susanne Grove fra Danmarks Lærerforening. Kurser i at takle forældre Den voldsomme udvikling betyder, at Lærerforeningen gennem de sidste år er begyndt at arrangere kurser for skoler, der har haft dårlige oplevelser med aggressive forældre. »Det kan være en nedsættende bemærkning på forældremødet, eller trusler som »vi ved, hvor du bor««, siger Susanne Grove. 62 sager i 2000 De mest voldsomme tilfælde ender i en decideret sag, hvor krisepsykologer bliver tilknyttet. I 2000 oprettede Lærerforeningen 62 sager, hvor lærere var blevet truet eller udsat for vold fra børn og forældres side. Det er en fordobling på kun tre år; i 1997 blev der oprettet 29 sager. Øget pres på lærere Den seneste generelle undersøgelse fra 1994 viser, at cirka 6.000 lærere har været udsat for trusler om vold fra børn og forældre. Det tal er formentlig blevet større, vurderer Susanne Grove. »I dag blander forældre blander sig mere i skolens arbejde end tidligere. Det betyder, at lærerne er kommet under et større pres, og mange sager hører vi jo slet ikke om«, siger konsulenten, der understreger, at langt størstedelen af forældresamarbejdet foregår i en positiv ånd. Ser kun på deres eget barn I 1999 lavede Danmarks Lærerforening en folder med retningslinjer om, hvordan forældreklager skal behandles. Det skete netop på baggrund af et stigende antal klager fra vrede forældre. »Det er en positiv udvikling, at forældrene er mere opmærksomme, men vi ser desværre, at de i stigende grad kigger på deres eget barns behov frem for hele klassen behov. De er blevet mere egoistiske«, siger næstformand i Danmarks Lærerforening Stig Andersen. Dårligt klima Formanden for forældreorganisationen Skole og Samfund, Thomas Damkjær, afviser, at forældrene bærer hele skylden, når forældresamarbejdet går i vasken. Han kræver forældresamarbejdet tilbage på lærernes skoleskema. Det røg ud under lærerreformen i 1998. »Går samarbejdet først galt, skaber det nemlig et dårligt klima, som i sidste ende går ud over undervisningen. Det er et problem, vi bør tage mere alvorligt, end vi gør i dag«, siger Thomas Damkjær. Ikke kun i socialt belastede kvarterer Han bakkes op af Susanne Grove, der dog understreger, at problemet kun kan løses, hvis forældrene bliver mere opmærksomme på at få samarbejdet til at fungere. »Det er jo ikke kun skoler i socialt belastede områder, hvor problemet eksisterer. Vi ser også en masse lærere, der har svært ved at takle de meget ressourcestærke forældre. Der skal to parter til, at samarbejdet kommer til at fungere, og forældrene skal også tage deres ansvar«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her