Jødisk demonstration i Hellerup mod Sharon

Lyt til artiklen

Ryvangs Allé i Hellerup ved København var torsdag atter skueplads for en flok demonstrerende mennesker. Og igen foregik demonstrationen foran den israelske ambassade. Men hvor det for lidt over en uge siden var palæstinenserne, der udtrykte deres frustration over situationen i Mellemøsten, bestod onsdagens demonstrerende forsamling af jøder. Stop kamphandlinger På trods af denne forskel var jødernes budskab dog det samme som palæstinensernes: Israelsk stop for kamphandlingerne, Israel ud af de besatte områder og skabelsen af en palæstinensisk stat. Men ellers var der nok af forskelle på de to demonstrationer. Nærmest lydløst Kun omkring 80 mennesker mødte op til en stille, nærmest lydløs protest, mens palæstinenserne 2. april kunne mønstre omkring 2000 ophidsede demonstranter, hvis tilråb kunne høres helt nede i Ramallah. Kun én politibil var rullet op ved siden af demonstrationen onsdag, mens der var et massivt opbud af pansrede politikøretøjer og kampklædte politifolk, som holdt palæstinenserne i et jerngreb. Hade-mails til demonstranter Det var to danske jøder, som havde arrangeret den rolige demonstration, der skulle markere, at også jøder tager afstand fra Ariel Sharons fremfærd over for palæstinenserne i de besatte områder. Og at også jøder ser en selvstændig palæstinensisk stat, som den eneste mulighed for fremtidig fred i området. Hvilket ikke er helt velset i det jødiske miljø i Danmark. »Der er mange inden for det jødiske miljø, der ikke forstår, at vi som jøder kan finde på at afholde denne demonstration. Vi har fået mange rasende hade-mails, som beskylder os for ikke at være ægte jøder, og som syntes, at det, vi gør, er unødvendigt. Det er nok fordi, at der i det jødiske samfund har været tradition for, at man holder sådanne diskussioner inden for hjemmets fire vægge«, siger en af arrangørerne, Morten Thing. Ingen løsning med Sharon ved magten Det var da heller ikke ligefrem Sharon-venlige paroler, der var skrevet på skilte og bannere; »Sharons politik fører til antisemitisme«, »den israelske hær hjem nu«, »kun en palæstinensisk stat kan sikre Israel«, lød nogle af de få paroler, som Israels repræsentanter i Danmark kunne se gennem vinduerne på ambassadebygningen. »Med den politik, Sharon fører lige i øjeblikket, virker det, som om han vil skabe et Storisrael. Og det bliver jo et Israel med et arabisk flertal, hvilket betyder, at en fred har meget lange udsigter. Derfor tror jeg heller ikke, at man opnår en løsning, så længe Sharon sidder på magten«, mener Jakob Erle, der bakkes op af Morten Thing. »Palæstinensiske selvmordsbomber forekommer kun fordi, at de ikke tror på en fremtid. De forekommer kun på grund af det pres, Sharons politik har sat palæstinenserne under. Og det, vi vil markere i dag, er, at mange jøder ikke er enige i denne politik«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her