Byggeri af lejligheder er aflyst

Lyt til artiklen

Kommunerne har klodset bremserne og aflyst den planlagte optur i byggeri af nye almene boliger. Mens der for blot få måneder siden var udsigt til første spadestik for over 11.000 nye lejelejligheder, er både spaden og det øvrige værktøj sat i skuret. Byggeriets Arbejdsgivere (BYG) har netop efter en rundtur til landets boligselskaber skrevet forventningerne til året helt om. En justering var ikke nok, understreger cheføkonom Henrik Stig Sørensen: »Vores prognose sagde byggeboom, men nu går det den stik modsatte vej. Der tegner sig en virkelig nedgang i boligbyggeriet, og vi har nu indstillet os på, at boligbyggeriet formentlig kommer under de senere års meget lave niveau«, siger han. I de senere år, hvor det har været dyrt for kommunerne i grundtilskud at indlede byggeri af almene boliger, er antallet årligt vokset med cirka 6.000. Forventningen til 2002 var i særklasse optimistisk, fordi udgiften til det lovbefalede grundtilskud fra kommunen er halveret fra 14 til syv procent af byggesummen. »Men det signal har regeringen jo pludselig vendt op og ned på. Ganske vist er reglerne for de kommunale grundtilskud stadig favorable, men samtidig har regeringen jo pludselig bedt kommunerne gennemgå budgetterne og spare, hvad de kan. Og det gør de med den konsekvens, at der stort set ikke bygges almene boliger. Da slet ikke familieboliger«, konstaterer Henrik Stig Sørensen. Kniv i stedet for spade Det pludselige sparetogt er sat i scene af finansminister Thor Pedersen (V) og Kommunernes Landsforening i fællesskab, og det blev sendt af sted som konsekvens af, at budgetterne for 2002 var svulmende store i forhold til den aftale, kommunerne har med regeringen. Derfor sparekniven til at fjerne i princippet en milliard kroner i stedet for spaden til at starte nybyggeri. I Boligselskabernes Landsforening har man endnu ikke overblik over konsekvenserne af regeringens sparediktat, men direktør Gert Nielsen er bekymret. »Det er dybt problematisk, at regeringen på den ene side taler om øget boligbyggeri - senest efter regeringens seminar forleden - og med den anden hånd presser kommunerne økonomisk i bund. Der er kun én eneste vej til at øge byggeriet: at give kommunerne den fornødne økonomi«, siger han og opridser tørt følgerne af den udvikling: »De ekstremt lange ventelister til en almen bolig bliver nu yderligere forlænget«. Heller ikke i Kommunernes Landsforening er der overblik over konsekvenserne af de barberede budgetter, men cheføkonom Jan Olsen finder udviklingen overraskende. »Vi havde forventet, at når det nu blev billigere for kommunerne at gå i gang, ville de benytte sig af det. Men med de aktuelle meldinger fra byggeriet og boligorganisationerne vil vi da gå i gang med at undersøge det«, siger han og understreger, at der i hans melding ikke ligger en kritik af kommunerne. »Den enkelte kommune må jo selv prioritere både økonomisk og indholdsmæssigt, og hvis de vurderer, at et planlagt byggeri bedre kan undværes end andre ting på budgettet, så er de i deres fulde ret til at handle efter det uanset tidligere tilkendegivelser«, siger han. Forventet nedgang Byggeriets Arbejdsgivere understreger, at den ændrede fremtidsudsigt ikke må ses som angst for mangel på arbejde i de mange medlemsvirksomheder. »Der er ingen fare på færde, for faktisk havde vi i år i forvejen regnet med en nedgang totalt set. Vi havde en forventning om, at erhvervsbyggeriet ville være vigende, men her er vi blevet skuffet til den positive side, så vi mangler ikke arbejde«, understreger Henrik Stig Sørensen. I Københavns Kommune, hvor boligmanglen er blandt de største i landet, har der for blot få år siden været et stop for byggeri af nye, almene boliger. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) er indstillet på at sparke til boligbyggeriet - også i 2002. Men udsigt til afmatning i byggeriet i den øvrige hovedstadsregion bekymrer ham: »Boligbyggeriet i de senere år har været alt, alt for lavt, og de alt for få familieboliger ender med at blive en hæmsko for erhvervsudviklingen på vores kanter«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her