Forventningens glæde er vendt til forventningens gru. Mens landets boligselskaber fejrede nytår i sikker optimisme og med udsigt til, at byggeriet i den almene sektor ville boome i 2002, betyder den rå hverdag med økonomisk trængte kommuner, at byggeplanerne lægges i skuffen til bedre tider. »Netop nu er vi ret bekymrede. Den gode udsigt til over 11.000 nybyggede boliger er vendt til bekymring, og vi frygter, at byggeriet i år bliver under de seneste års meget lave niveau«, siger direktør Knud Erik Matz fra Dansk Boligselskab, og han har i dag kun et vissent smil tilovers for branchens bekymringer for blot få måneder siden: »Det er jo ikke længe siden, vi frygtede flaskehalsproblemer på byggemarkedet, fordi mange kommuner for alvor ville i gang med at bygge. Dem bliver vi da sparet for, for nu ser det ud til, at udviklingen går baglæns«, siger han. Oplevelsen er den samme hos direktør Michael Demsitz, som leder Boligkontoret Danmark med 18.000 almene boliger: »Kommunerne skriger på flere almene boliger, men lige nu er de i gang med at endevende budgetterne og tør ikke gå i gang. Presset er størst i hovedstadsområdet, og når borgmestrene går i gang med sparekniven, ryger familieboligerne før ungdoms- eller ældreboliger. Måske lurer angsten stadig for, at der flytter sociale problemer med ind«, siger Demsitz. Skilte må bo på hotel Ifølge direktør Niels Peter Thomsens, Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB), er manglen på familieboliger i dag - igen især i hovedstadsområdet - så markant, at den rammer højt på den sociale rangstige. »Naturligvis mangler kommunerne boliger til for eksempel flygtninge, men efterhånden er det jo også sådan, at når ganske almindelige mennesker i forbindelse med en skilsmisse mangler tag over hovedet, må de indlogeres på hotel. De mange nye arbejdspladser i hovedstadsregionen trækker folk til byen, men de kan ikke få et sted at bo - der er et håbløst misforhold«, siger han, der blandt DAB's 38.000 lejligheder ikke kan mønstre en eneste ledig: »Usikkerheden omkring økonomien har virkelig plantet sig i kommunalbestyrelserne, og hvor vi forventede en opblomstring, mærker vi nu lavvande og usikkerhed«. Hos KAB er der vældig travlt i byggeafdelingen, men direktør Jesper Nygård kan konstatere, at travlheden ikke skyldes nye projekter. KAB har ikke gang i et eneste nybyggeri, men er til gengæld optaget af kvartersløft og boligrenovering i de 40 boligselskaber og 27.000 boliger, som KAB administrerer. »Vi havde da helt sikkert ventet en positiv gevinst af, at det er blevet billigere for kommunerne at sætte nybyggeri i gang. Men regeringens krav om, at kommunerne skal bruge færre penge har altså foreløbig vundet, så samlet set står det sløjt til med byggeriet«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























