Anonyme gerningsmænd truer i et brev med at forårsage en »enorm eksplosion« i Parken onsdag aften, hvis fodboldlandskampen mellem Danmark og Israel gennemføres. Konsekvensen af eksplosionen vil ifølge gerningsmændene være, at »både tilskuere og danske VM-spillere vil være i fare«, hedder det i brevet, der er sendt til Dansk Boldspil Unions (DBU) bestyrelse, og som dagbladet Information er i besiddelse af. Tager brevet meget seriøst DBU's informationschef Lars Behrendt afviser at kommentere trusselsbrevet, men henviser til politiet vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter omkring den kontroversielle landskamp, der finder sted midt under den israelske besættelse af en række palæstinensiske byer. Hos Københavns Politi siger talsmanden, politikommissær Flemming Steen Munch, at man tager trusselsbrevet meget seriøst. »Set i lyset af hvad der foregår i Palæstina og ude i verden for tiden, så tager vi den slags breve meget alvorligt«, siger Flemming Steen Munch.
Bombetrussel mod landskamp
Lyt til artiklen