»Alt det, der kunne gå galt, gik galt den aften«. Sådan lød en af forklaringerne onsdag i retten i Gentofte, da sagen mod tre social- og sundhedshjælpere begyndte. De tre var alle på vagt på plejehjemmet Søndersøhave i Gentofte 25. november 2000, da den 75-årige demente Inge Rathmann blev glemt siddende i en hejselift på toilettet. Bevidstløs Efter at have tilbragt 12 timer på toilettet blev kvinden næste morgen fundet bevidstløs, og tre dage efter døde hun på hospitalet af en blodprop, hun fik, da hun forsøgte at komme fri af liften. De tre kvindelige medarbejdere er nu tiltalt for groft at have forsømt deres arbejde som social- og sundhedshjælpere, og de risikerer at blive straffet med bøde eller fængsel i op til fire måneder. Alle tre erklærede sig i retten ikke skyldige. Rod i vagtplanen Det var to af de sigtede social- og sundhedshjælpere, der satte den 75-årige i liften på deres aftenvagt, men de kom aldrig tilbage til hende, inden de fik fyraften omkring to timer senere. Under retsmødet kom det frem, at den ene af de to social- og sundhedshjælpere, A, havde byttet sig til vagten med en plejehjemsassistent, som er en tand højere i hierarkiet. Normalt var den ene af afdelingens to aftenvagter en plejehjemsassistent, og den atypiske bemanding 25. november 2000 gjorde de to tiltalte aftenvagter usikre på, hvordan arbejdet skulle fordeles. Regnede med den anden havde tjek på det »Jeg regnede med, at A havde tjek på det«, svarede den ene aftenvagt, B, da anklageren, vicepolitimester Marianne Gjedde-Nielsen fra Gentofte Politi, spurgte til hendes bud på, hvordan forglemmelsen kunne ske. Da en anden af afdelingens seks beboere krævede aftenvagternes opmærksomhed, efter at de havde hjulpet Inge Rathmann på toilettet, glemte de begge at vende tilbage til hende, forklarede de i retten. Troede alle sov Nattevagten C, den tredje tiltalte i sagen, afløste aftenvagterne klokken 23.15, og i løbet af natten gik hun to runder for at se til afdelingens beboere, der alle - troede hun - sov i deres senge. C havde for vane at springe Inge Rathmann over i den første omgang, for hun kunne ikke falde i søvn efter at være blevet vækket. Da social- og sundhedshjælperen ville gå sin anden runde, blev hun afbrudt af en anden beboer, der var vågnet og stod på gangen, og det var afbrydelsen af den faste rutine, der gjorde, at C kom til at springe Inge Rathmanns værelse over, forklarede hun i retten. »Vi må konkludere, at på de syv en halv time, du var på arbejde den dag, var du på intet tidspunkt inde hos Inge Rathmann«, sagde anklageren, som bedømmer C's pligtforsømmelse til at være så grov, at hun forsøger at få frakendt hende retten til at virke som social- og sundhedshjælper. Skrev selv retningslinjer Både forsvarere og anklager forsøgte at afklare, om nattevagten overskred klare retningslinjer, da hun sprang Inge Rathmann over på den første runde. Men det viste sig, at de eneste skriftlige retningslinjer for nattevagtens arbejde, som hjemmets ledelse kendte til, var skrevet af C selv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























