Normalt er de loyale og mere end almindeligt pligtopfyldende, men nu har embedsmændene i Udenrigsministeriet fået nok. Kombinationen af regeringens nedskæringer og det voldsomme ekstraarbejde i forbindelse med det danske EU-formandskab har skabt oprørsstemning i ministeriet, og en gruppe medarbejdere har ventileret deres utilfredshed i Udenrigsministeriets elektroniske system med en harsk kritik af ministeriets ledelse. 'For få ressourcer' De bekymrede medarbejdere skriver, at der »helt åbenlyst« er for få ressourcer til at varetage ministeriets opgaver på en forsvarlig måde. Under sparerunden blev der skåret 120 stillinger væk, og utilfredsheden er nu så stor, at medarbejderne - der underskriver sig fuldmægtiggruppen - advarer om, at ministeriets »korpsånd ikke vil løse problemet denne gang«. Grænser for villigheden »Der er grænser for fuldmægtiggruppens villighed til at ville og kunne påtage sig overarbejde. Med de udmeldte ressourcer er formandskabsvaretagelsen i fare«, hedder det i erklæringen, der er stilet til ledelsen. Ingen af erklæringens forfattere tør stå frem af frygt for repressalier. Et hestearbejde Udenrigsministeriets øverste chef, direktør Friis Arne Petersen, bekræfter, at han har set brevet. Han erkender, at »folk kommer til at arbejde virkelig meget« under formandskabet. »Et hestearbejde«, kalder han det. »Det er helt naturligt, at folk, der bliver udsat for så stor en arbejdsmæssig belastning og pres, både bliver bekymrede og undertiden frustrerede«, siger Friis Arne Petersen, som er indstillet på at løse problemet. Arbejde efter reglerne Medarbejdere i Udenrigsministeriet er kendt for at arbejde meget og længe uden at kræve betaling eller afspadsering for det. Men fremover vil reglerne blive fulgt - lyder det i brevet - hvilket betyder massiv afspadsering efter formandskabet. Så massiv, at ministeriet i 2003 ikke vil kunne udføre sine normale opgaver på en »saglig forsvarlig måde«, skriver de. Kan ikke honoreres fuldt ud Friis Arne Petersen tror ikke, det ender så galt. Han vil gøre alt for at følge overenskomsten, men erkender, at »den ekstraordinære indsats af medarbejderne formentlig ikke fuldt ud kan honoreres kontant«. Tillidsrepræsentant Peter Jul Larsen forstår godt medarbejdernes reaktion. »Nerverne ligger lige under huden. Vi har været igennem en drastisk nedskæring, og vi skal åbenbart også igennem en drastisk nedskæring til næste år«. DJØF holder øje Jurist- og Økonomforbundet vil holde skarpt øje med, om overenskomsterne efterleves i Udenrigsministeriet under formandskabet. »Når regeringen har så store ambitioner, må den også sørge for, at der er penge nok til at honorere overarbejde eller sikre reelle muligheder for afspadsering«, siger Søren Burcharth fra DJØF.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























