Politiet skal på et retsmøde i Ringkøbing forklare advokaterne for de syv sigtede Tvindledere, hvad sigtelserne om underslæb helt konkret går ud på. Ifølge advokat Bent Unmack Larsen har forsvaret forsøgt at få en skriftlig forklaring fra politiet. 'Fuldstændig uforståelig' »Den del af sigtelsen, der handler om underslæb, er fuldstændig uforståelig. Der er antagelig tale om en sammenblanding af skatteretlige spørgsmål og noget helt andet«, siger Bent Unmack Larsen, der er advokat for Tvindleder Bodil Ross-Sørensen. Retten i Ringkøbing har fastlagt retsmødet til 1. maj, men da sigtelserne er uklare for alle forsvarsadvokaterne, og de derfor alle ønsker at være til stede, bliver retsmødet begæret udsat, oplyser Unmack Larsen. Politiet: Tvind fordrøjer Politiet mener ikke, at der er behov for at forklare sig, og at advokaterne med det usædvanlige retsmøde forsøger at trække sagen i langdrag. »Sigtelserne er, som de skal være, men nu må vi se, hvad retten siger. Vi er meget tæt på at kunne rejse tiltale, og vi vil ikke vente meget længere på, om de sigtede vil lade sig afhøre eller ej, før vi træffer en beslutning«, siger Jens Kaasgaard, politimester i Holstebro. Politiet har ikke fået svar fra de sigtede om, hvorvidt de vil afhøres, og eftersom det er vigtigt at høre modpartens forklaring, har politiet ventet med at rejse tiltale og udarbejde anklageskriftet. Vant til Tvind-indsigelser Jens Kaasgaard siger, at han er vant til, at Tvind kommer med mange indsigelser, men tålmodigheden er nu ved at være opbrugt. Derfor har advokaterne fået en frist til at svare på afhøringsspørgsmålet til næste uge, siger han. Hvad enten de vil afhøres eller ej, så vil politiet have anklageskriftet klar inden 19. august, når Tvinds grundlægger Mogens Amdi Pedersen skal for retten i USA om udlevering til Danmark. Ud over underslæb er han og de seks andre sigtet for skattesvig for 75 millioner kroner i forbindelse med Tvinds humanitære fond. Tilbudet er givet, siger politiet Unmack Larsen har som alternativ til en forklaring på sigtelserne bedt politiet om at få en række afhøringstemaer. Politiet siger, at det tilbud har forsvarsadvokaterne fået. »Ved sidste møde lovede politiet at sende os afhøringstemaer, men vi har altså ikke fået dem. Og da vi ikke kan få dem, må vi have en klargørelse af sigtelsen«, siger Unmack Larsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























