Der bliver ikke afholdt noget stort afskedsarrangement for forsvarschefen, general Christian Hvidt, når han går på pension den 31. juli i år. I dag meddelte Hvidt, at alle arrangementer i forbindelse med hans afsked er aflyst. Planerne for forsvarschefens storslåede afskedsshow involverede opvisninger fra alle tre værn til lands, til vands og i luften samt hesteeskorte gennem København og reception på Kastellet. Skadeligt for forsvaret Men nu er alle planer altså aflyst: »Den seneste tids medieomtale af min tjenesterejse til USA, Canada og Island samt arrangementerne i forbindelse med min afsked og de politiske udmeldinger, det har givet anledning til, har nu taget et omfang, der er skadeligt for Forsvarets omdømme og respekten for Forsvarschefsembedet«, udtaler Christian Hvidt i en pressemeddelelse fra Forsvarskommandoen. Han har derfor ønsket at aflyse arrangementerne: »En personhetz mod mig skal ikke gå ud over hele Forsvaret og herunder Forsvarets medarbejdere. En personhetz mod mig skal ikke kunne bruges i et politisk spil om Forsvarets økonomi og internationale indsats, som alle danske borgere med rette kan være stolte af. Derfor har jeg anmodet om, at alle arrangementer aflyses«. Han tilføjer, at han er ked af at aflyse aktiviteter, som forskellige myndigheder og enheder i Forsvaret har ønsket at gennemføre i anledning af hans afsked. Medieomtale Meddelelsen kommer ovenpå kraftig medieomtale af forsvarschefens afsked. Ifølge Ekstra Bladet skulle de planlagte arrangementer den 31. juli løbe op i omkring 40 millioner kroner. Et beløb som Forsvarskommandoen afviser er korrekt. Da kritikken af det storslåede arrangement tog til, bad forsvarsminister Svend Aage Jensby Forsvarskommandoen om en redegørelse, som han ønskede at læse, inden han tog stilling til planerne. Forsvarschefens aflysning betyder imidlertid, at redegørelsen nu ikke længere er aktuel, oplyser Svend Aage Jensby. Pænt farvel For i det mindste at få lejlighed til at sige pænt farvel håber forsvarschefen dog, at forsvarsministeren vil tillade, at der holdes en reception. »Jeg respekterer forsvarschefens beslutning om at aflyse paraderne i forbindelse med sin afsked, og han skal naturligvis holde en afskedsreception for kolleger og samarbejdspartnere«, siger forsvarsministeren til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























