Minister: Fiskeri-kommissær bør fyres

Lyt til artiklen

Striden om EU's fiskerireform er ved at udvikle sig til et slagsmål på allerhøjeste niveau mellem EU's nuværende og kommende formandsland, Spanien og Danmark. Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) lægger nu fløjlshandskerne og udtrykker direkte mistillid til sin spanske ministerkollega, som hun mistænker for at presse kommissionen til at arbejde for spanske interesser. På et rådsmøde mandag i den spanske by Murcia drøftede hun de verserende rygter om national spansk indblanding i kommissionens forberedelse af forslaget til en ny fiskerireform med den spanske fiskeriminister, Miguel Arias Cañete, og fiskerikommissær Franz Fischler. »Der verserer vedvarende rygter om, at den spanske minister skulle have taget skridt til at prøve at påvirke Kommissionen. Det er fuldstændig uacceptabelt. Der ligger ikke nogen klokkeklar melding fra ham (Cañete, red.) om, at han på det kraftigste kan afvise rygterne«, siger Mariann Fischer Boel. Truer med fyring Det længe ventede reformforslag af EU's fiskeripolitik skulle oprindelig have været præsenteret 17. april, men blev i sidste øjeblik udskudt. Mandag kom det frem, at forslaget først lægges frem 28. maj, hvilket ifølge Mariann Fischer Boel vil vanskeliggøre det danske formandskabs muligheder for at afslutte forhandlingerne. Hun tøver ikke med at kræve det spanske medlem af EU-kommissionen fyret, hvis der viser sig at være hold i rygterne om, at han skal have presset på i forhold til Franz Fischler. »Viser det sig, at der bliver lagt pres på en kommissær med klart udgangspunkt i nationale interesser, så har Prodi en opgave«, siger Fischer Boel, der samtidig vil gennemgå kommissionens reviderede forslag med lup for at finde spanske fingeraftryk. »Bliver der ændret væsentligt med udgangspunkt i de spanske ønsker, så vil der komme en klar dansk reaktion«, siger Mariann Fischer Boel. Statsministerium følger med Fra Statsministeriet følges sagen om fiskeriaftalen tæt, men statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har endnu ikke meldt ud om, hvorvidt han vil rejse sagen direkte over for den spanske regeringschef. Formand for Danmarks Fiskeriforening, Bent Rulle, er langtfra tilfreds med regeringens prioritering af sagen. Efter fiskernes mening burde regeringen lægge sig i selen for at sikre en uvildig undersøgelse af sagsforløbet. »Det er fødevareministerens pligt at sikre en uvildig, officiel undersøgelse, men regeringen har desværre meget travlt med at skaffe sig venner i EU op til, at vi overtager formandskabet 1. juli«, siger Bent Rulle.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her