Terrormistænkte fik falske pas fra Nordsjælland

Lyt til artiklen

I sagen om en række anholdte terrormistænkte med tilknytning til al-Qaeda i Tyskland peger et spor mod Hørsholm i Nordsjælland. Helsingør Politi ransagede i september sidste år et pasforfalskningsværksted i Hørholm og anholdt i den forbindelse flere personer. Og ifølge det nyeste nummer af det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel havnede forfalskede dokumenter fra Hørholm hos den terrormistænkte gruppe i Tyskland, skriver Information. Den bedste 'pas-adresse' 'Et værksted i det danske Hørsholm drevet af en statsløs palæstinenser fra Syrien, gik blandt islamister i hele Europa for at være den bedste adresse. Til ægte, mest stjålne danske pas blev der på computer fremstillet nye sider med blandt andet billede og nyt navn. Derefter blev siderne professionelt lamineret ind i passet', skriver Der Spiegel. Kriminalinspektør Henning Glintborg fra politiet i Helsingør kan ikke umiddelbart bekræfte nyhedsmagasinets oplysninger. Han siger, at de ti varetægtsfængslede i sagen alle er blevet afhørt om deres evt. forbindelser til al-Qaeda, men der 'ikke har været noget overhovedet'. Gruppen interesseret i alt, der gav penge »De (de fængslede) har været interesseret i alt, hvad der kunne give penge. Vi ved kun, at de pas, der er lavet i Hørsholm, er brugt mange steder rundt omkring i verden«, siger Henning Glintborg til Information. Foreløbig er to dømt i sagen - begge fik et års fængsel og udvisning af landet. De seks-syv hovedmistænkte ventes at blive stillet for nævningeting i Østre Landsret senere på året. Tiltalen omfatter menneskesmugling, dokumentfalsk og narkokriminalitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her