DF får skærpet udlændingelov

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti og regeringen er enedes om en udlændingepakke, som er skærpet i forhold til VKs oplæg. Ifølge Ritzaus oplysninger bliver det endnu sværere at få permanent opholdstilladelse og indfødsret. Adgangen besværliggøres af øgede krav til danskkundskaber og skærpede krav om, at ansøgeren ikke har begået kriminalitet. Desuden svækkes flygtninges retskrav til boliger, så de ikke længere får tilbudt en bolig efter tre måneders ophold i Danmark. Hemmelighedsfuld minister Regeringen har holdt kortene tæt til kroppen til det sidste. Integrationsminister Bertel Haarder (V) ville mandag ikke oplyse, om han satsede på et forlig med Dansk Folkeparti eller et kludetæppe, hvor Socialdemokratiet og andre partier kunne stemme for dele af lovforslaget. »Det vil vise sig«, sagde han til Ritzau. Socialdemokratiets udlændingeordfører, Ritt Bjerregaard, skulle efter planen mødes med Bertel Haarder tirsdag eftermiddag. Ritt Bjerregaard imod kontanthjælpskrav Folketingets udlændingeudvalg mødes kl. 15 tirsdag for at skrive betænkning om udlændingeloven. Samtidig holder Dansk Folkeparti pressemøde om forliget. Folketingets formand Ivar Hansen (V) har sat onsdag som sidste frist for at skrive betænkning om lovforslag i Folketingets udvalg. Ritt Bjerregaard oplyste mandag til Ritzau, at Socialdemokratiet støtter kritikken af lovforslaget fra FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Derfor er partiet imod, at der skal gå syv år, før udlændinge kan få fuld kontanthjælp og i stedet skal have en lavere startydelse. Derimod støtter Socialdemokratiet, at aldersgrænsen hæves til 24 år for at indgå ægteskab, oplyste Ritt Bjerregaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her