Seks ud af ti voksne danskere kender ikke deres blodtryk, og hver tredje har enten aldrig fået det målt eller har fået det målt for mere end tre år siden. Uvidenheden koster hvert år tusindvis af danskere livet, fordi et for højt blodtryk er »den tavse dræber«, der slår til uden forudgående symptomer. Det er det alvorlige budskab i en kampagne fra foreningen HjerneSagen, der i dag - i anledning af VerdensApopleksidagen - går i felten for, at alle voksne danskere får målt deres blodtryk mindst én gang om året. EN trediedel dør Apopleksi er fællesbetegnelsen for hjerneblødning og blodprop i hjernen - også kaldet slagtilfælde - der hvert år rammer godt 10.000 danskere. Godt en tredjedel dør af sygdommen. Lidt over halvdelen af alle tilfælde af apopleksi skyldes for højt blodtryk, der også øger risikoen for demens, åreforkalkning og visse hjertesygdomme. »Vi ved ikke, hvor mange danskere der lider af for højt blodtryk«, siger formand for HjerneSagen administrerende overlæge Tom Skyhøj Olsen. »Vi plejer at regne med et sted mellem ti og tyve procent. Vores undersøgelse viser, at ti procent af den voksne befolkning får blodtryks-nedsættende medicin - blandt de ældre over 60 år er det lidt flere end hver fjerde«. Det er Vilstrup Research, der for HjerneSagen har undersøgt befolkningens kendskab til deres eget blodtryk og til følgerne af et for højt blodtryk. Undersøgelsen viste også, at ikke alle, der ved, at de har for højt blodtryk, bliver behandlet. Og at ikke alle i behandling får normaliseret deres blodtryk. »Der er nok desværre rigtig mange, der går rundt med et forhøjet blodtryk uden at vide det. Men det er også rigtig mange, der er i behandling, uden at blodtrykket alligevel bliver sat tilstrækkeligt langt ned«, siger Tom Skyhøj Olsen. Man kender ikke den egentlige årsag til, at nogle mennesker får forhøjet blodtryk. Men livsstil er en medvirkende faktor. Rygning sætter blodtrykket op, og det samme gør overvægt. Motionsvaner og kosten kan også spille ind. »Konstatering af forhøjet blodtryk vil derfor i første omgang altid føre til en samtale med lægen om livsstil. Men ofte vil det være nødvendigt at behandle med blodtryksnedsættende medicin«, siger Tom Skyhøj Olsen. Boder På VerdensApopleksidagen fredag vil HjerneSagen være synlig mange steder i landet med boder, hvor forbipasserende gratis kan få målt blodtrykket. Foreningen har også været rundt på en række store arbejdspladser med tilbuddet, og interessen har været stor, oplyser Tom Skyhøj. Han peger på uvidenheden som den helt store risikofaktor. »Kun otte procent ved for eksempel, at et for højt blodtryk ikke giver symptomer. Der hersker en udbredt misforståelse om, at det viser sig ved, at man er rød i hovedet eller let bliver forpustet«, siger Tom Skyhøj. »Men realiteten er, at det hverken ses eller mærkes. Derfor kaldes for højt blodtryk også »den tavse dræber«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























