Farums formentlig snart forhenværende borgmester Peter Brixtofte bekendtgør lørdag, at han har tænkt sig at stille betingelser for at forlade posten frivilligt. Ritzaus Bureau citerer Peter Brixtofte for at sige, at eftersom der er stort Venstre-flertal i kommunen, så skal det være en Venstremand, der sætter sig i borgmesterstolen. Og at det er hans betingelse for at gå af. Definitiv beslutning »For tre dage siden tilkendegav jeg over for Venstres byrådsgruppe i Farum og Venstres partiforening, at jeg trækker mig som borgmester under den betingelse, at de ti medlemmer af Venstres byrådsgruppe bliver enige om, at en af de ti bliver borgmester«, siger Brixtofte til Ritzau. Han tilføjer, at det er hans definitive beslutning. Det er umiddelbart svært at se, hvordan Brixtofte er kommet i en situation, hvor han føler, han kan fremsætte betingelser for at gå. Kan blokere for Wachtell Men hvis resten af byrådsgruppen lader sig styre af den detroniserede borgmester, så eksisterer den mulighed, at Brixtoftes 'ultimatum' kan forhindre den planlagte indsættelse af den nuværende skyggeborgmester Paul Wachtell i Brixtoftes stol for bordenden i Farum. Venstres byrådsgruppe holder ifølge Brixtofte ekstraordinært møde søndag klokken 19.00. Lund: Han kan ikke stille betingelser SF's byrådsmedlem i Farum, Helene Lund, forstår ikke, hvordan Brixtofte tror, han kan stille betingelser i forbindelse med sin afgang. »Der kan overhovedet ikke blive tale om, at Brixtofte kan stille betingelser i forbindelse med sin afgang,« siger SF'eren. Til gengæld mener hun, at Brixtoftes beslutning om at gå af er 'fornuftig'. »(Men) det er sørgeligt, at der skulle så meget til«, siger Helene Lund til Ritzau. Wachtell ikke sikker som ny borgmester Planen om, at Paul Wachtell skal efterfølge Brixtofte som borgmester, opfatter Helene Lund ikke som som nagelfast. »Når Brixtofte er gået af, så står vi i en ny situation, og så er alle bolde i luften igen. Om SF vil pege på Wachtell som ny borgmester i denne situation er endnu ikke fastlagt«, siger Helene Lund. SF holder ekstraordinært møde søndag formiddag kl. 10, og her vil punktet om, hvem der skal være ny borgmester i Farum, stå øverst på dagsordenen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























