Den eneste måde, en arbejdsløs skal kunne få flere penge på, skal være ved at finde et arbejde. Ikke ved at komme på en anden offentlig ydelse. Det mener regeringen, som er parat til at sænke nogle af de ydelser til arbejdsløse, der er højere end den grundlæggende understøttelse. Det kan for eksempel være revalidering, som årligt hjælper cirka 36.000 mennesker. Det vil fremgå af regeringens debatoplæg 'Flere i arbejde', der offentliggøres fredag. »Det er ikke et projekt, hvor vi grundlæggende vil ændre på ydelsesniveauet, men det er klart, at på nogle områder er systemet i dag ikke så hensigtsmæssigt. Der er forskellige niveauer af forskellige offentlige ydelser. Det skal ikke være sådan, at et økonomisk incitament afgør, om man vælger det ene eller andet. Der opstår jo helt klart nogle skævheder«, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Nødvendig forskel En ledig over 25 år uden børn og på kontanthjælp får 7.919 kroner om måneden før skat. Har vedkommende svært ved at arbejde, kan personen få 13.130 kroner i såkaldt revalidering, for at blive lært op igen. Men den forskel er nødvendig, siger næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Laila Walther. Hun kalder forslaget »frygtelig bekymrende og svækkende«. »Folk på revalidering har typisk en fysisk eller psykisk skavank, som gør, at de ikke er arbejdsmarkedsparate. For at rette op på det, kan de for eksempel få en uddannelse. Ydelsen gør, at de ikke behøver at arbejde ved siden af. Ellers kan de ikke gennemføre forløbet«, siger hun. I dag findes der to systemer for de cirka 155.000 arbejdsløse. Et for kontanthjælpsmodtagerne i kommunen og et for dagpengemodtagerne i a-kassesystemet. Reglerne skal fremover være ens, hvilket især får konsekvens for kontanthjælpsmodtagere. De skal i højere grad end i dag søge arbejde og stå til rådighed. »Vi har begyndende arbejdskraftmangel. Vi prøver at tage fat i det mest effektive, og det vil ikke være, at vælge en mindre skrap rådighedsvurdering«, siger Claus Hjort Frederiksen. Laila Walther påpeger, at skrappere regler for mange på kontanthjælp vil være »illusorisk rituelt uden effekt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























