Kunstindustrimuseet og Musikhistorisk Museum i København var målene for en franske tjener, der er blevet afsløret som international kunsttyv i milliardklassen. Torsdag kunne Interpols kontor i København oplyse, at franskmanden har stjålet genstande fra to danske museer, og i fredagens udgave af Berlingske Tidende bekræfter direktøren for Kunstindustrimuseet i Bredgade, Bodil Busk Larsen, at en samling uerstattelige renæssance smykker, der blev stjålet i 1999, nu formentlig er genfundet hos den tyvagtige franske tjener. Tyvekoster fundet i Frankrig For nylig kunne dansk politi oplyse, at man i Mulhouse i Frankrig havde fundet smykker, som svarer til den beskrivelse, der gennem Interpol var udsendt af museet i Bredgade i København. Hvor meget det stjålne er værd i penge, vil museumsdirektøren ikke ind på at vurdere. Også Musikhistorisk Museum i gaden Åbenrå i København havde i 1999 besøg af den franske stortyv. Her blev der stjålet fem kulturhistorisk værdifulde genstande fra udstillingerne - bl.a. instrumenter og bøger. Tre af tingene er nu blevet fundet i Frankrig.
Fransk tyv på rov i danske museer
Lyt til artiklen