Flertal for undersøgelse af feriepenge

Lyt til artiklen

Regeringen skal inden 1. oktober i år komme med konkrete forslag til, hvordan den enkelte lønmodtager kan få udbetalt renter af egne feriepenge. Et flertal uden om regeringen vil pålægge regeringen at udarbejde en redegørelse, der også skal komme med bud på et nyt system, så ikke-hævede feriepenge kan sendes direkte til lønmodtageren. »Med konkrete forslag får vi tvunget regeringen til at forholde sig til problemstillingen«, siger den radikale arbejdsmarkedsordfører, Anders Samuelsen. De radikale har taget initiativ til forslaget om redegørelsen, der på fredag vedtages af alle partier bortset fra Venstre og de konservative. Når de konkrete forslag ligger på bordet, håber de radikale, at det bliver svært for de øvrige partier at forklare et nej til en mere direkte udbetaling af feriepenge. »Mange vælgere må da undre sig over, at der i årevis intet er sket. Trods al den gode vilje, som politikerne har givet udtryk for«, siger Anders Samuelsen. Jævnlig debat Feriepengesystemet har flere gange i de senere år været til politisk debat, og i midten af 90'erne tog den tidligere regering tilløb til et grundlæggende opgør med det nuværende system. Daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) lagde op til, at den enkelte lønmodtager skulle have sin egen feriepengekonto og altså selv score renterne af feriepengene. Det ville koste arbejdsgiverne renteindtægter. Samtidig vil Arbejdsmarkedets Feriefond miste al sin indtægt, hvis ikke-hævede feriepenge sendes direkte til den enkelte lønmodtager. Både arbejdsgivere og lønmodtagere ville altså miste penge ved en ændring til individuelle feriepengekonti ,og efter voldsom modstand fra arbejdsmarkedets parter endte det med en mere forsigtig reform af ferieloven. S er principielt imod Socialdemokratiet mener »principielt« stadig det samme, siger arbejdsmarkedsordfører Jan Petersen. »Men hvis vi lovgiver, piller vi ved et overenskomstområde, og det ønsker vi ikke«, siger han. Dansk Folkeparti ønsker også som udgangspunkt et mere individuelt system, men vil afvente redegørelsen. »Vi vil ikke holde os tilbage for lovgivning, hvis det viser sig at være bedst for den enkelte lønmodtager«, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF). Dansk Folkparti har i forbindelse med finansloven fået løfte om, at regeringen undersøger muligheden for at sende ikke-hævede feriepenge direkte til lønmodtageren i stedet for til Feriefonden. For kort tidsfrist for VK Regeringspartierne stemmer nej til det radikale forslag, fordi tidsfristen er for kort. »Vi er indstillet på at kigge på det, men ville gerne have mere tid til at undersøge tingene ordentligt«, siger arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg (V), der dog også udtrykker modvilje mod at tvinge arbejdsmarkedets parter med en lov. »Hvis vi kunne få tid til at lave en ordentlig analyse, kunne det måske få parterne til selv at indse, at de bør lave systemet om«, mener han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her