På sporet af den tasmanske tiger

Lyt til artiklen

Det tog naturen 50 millioner år at udvikle den. Det tog mennesket 50 år at udrydde den. Men går alt planmæssigt, vil vi engang i fremtiden atter kunne møde den tasmanske tiger i naturen. Forskere fra Australian Museum, som tirsdag offentliggjorde genetiske fremskridt i bestræbelserne på at bringe den tasmanske tiger tilbage, har indtil videre opstillet en meget usikker tidsramme på 10 år. »Jeg ville ikke sætte mine penge på det, hvis jeg var dig«, siger professor Mike Archer, der er leder af projektet og direktør for Australian Museum: »Vi kender ikke rejsens længde, eller om den ender godt. Men vi er på rejsen, og den har overgået vores forventninger, så jeg håber stadig at komme til at klappe den tasmanske tiger«. Dna-fund Optimismen skyldes opdagelsen af, at dna-materialet fra et konserveret eksemplar har reageret på samme måde som 'levende' dna, over for de processer, der gør det muligt at udlede dyrets genetiske bibliotek. »Da vi præsenterede projektet for to år siden, sagde man til os, at det var umuligt, men teknikkerne inden for genetikken udvikler sig ekstremt hurtigt«, siger en af projektets genetikere, dr. Don Colgan. Besynderlig skabning Den tasmanske tiger - thylacine - var et kødædende pungdyr. Den mindede om en ulv med zebrastriber på bagdelen og bar sine unger i en pung på maven, ligesom kænguruen. Det sidste kendte eksemplar døde i 1936 i fangenskab på den australske ø Tasmanien. I 1986 blev den officielt erklæret for uddød. »Mennesket udryddede arten. Det er en moralsk forpligtelse at prøve at bringe den tilbage«, siger Mike Archer, som har haft flere etikere på nakken. Dr.phil. Peter Sandøe, leder af Center for Bioetik og Risikovurdering ved Landbohøjskolen anser projektet for »tvivlsomt«: »Hvis målet er at lave nogle udstillingsgenstande til zoologiske haver, så er jeg klar modstander«. Dertil siger Mike Archer: »Vores mål er ikke et eller andet underligt dyr, som vandrer frem og tilbage i et laboratorium. Vi ønsker at sætte en levedygtig bestand tilbage i naturen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her