De 27 irakere, som har opholdt sig i Vor Frue Kirke i København siden 23. maj, har indstillet deres sultestrejke. Det oplyste menighedsrådets formand Karsten Fledelius onsdag aften. »Gruppen konstaterer, at budskabet om, at sagsbehandlingen har været meget lang, er blevet hørt. De har endvidere fået bekræftelse på, at ingen vil blive tvangsmæssigt tilbagesendt til Irak«. Afgørende garanti fra Haarder Det garanterede integrationsminister Bertel Haarder (V) tirsdag, efter at tidligere meldinger fra blandt andet Udlændingestyrelsen havde skabt tvivl. »Gruppen har fået skabt opmærksomhed om de særlige problemstillinger, der gælder i irakiske asylsager, og de har fra flere sider fået tilsagn om, at sagsbehandlingen vil blive søgt koordineret og fulgt nøje«, konstaterer Karsten Fledelius. Protest mod sagsbehandlingstid Asylansøgerne indledte sultestrejken torsdag i sidste uge som en protest mod den langvarige sagsbehandling i Udlændingestyrelsen. De fik tirsdag integrationsminister Bertel Haarders (V) ord for, at Danmark ikke vil tvinge dem hjem til Irak mod deres vilje efter, at FN's flygtningehøjkommissariat mandag advarede mod tvang. Både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet havde givet grønt lys for at sende de afviste irakere ud af landet. Advarsel fra domprovst Mandag bad domprovsten i kirken, Anders Gadegaard, Udlændingestyrelsen om at tage sig af problemet. Kombinationen af irakernes generelle helbredstilstand og sultestrejken skabte frygt for deres helbred. Menighedsrådsformand Karsten Fledelius har hele tiden sagt, at de 26 irakere er velkomne i kirken, og at der ikke vil blive taget skridt til at smide dem ud. Omvendt har han også sagt, at irakerne efter hans opfattelse ikke kunne opnå mere ved aktionen, og at de af helbredsmæssige årsager derfor ville være bedst tjent med at genoptage fødeindtagelsen snarest.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























