Efter sommerferien forventer den kontroversielle imam Abdul Wahid Pedersen at slå dørene op for 200 somaliske elever, når han flytter sin nuværende miniskole med 30 elever fra Nørrebro til Københavns nordvestkvarter. »Skolens primære målgruppe er somaliske børn«, siger Abdul Wahid Pedersen, som selv er muslim og kendt for sin ortodokse fortolkning af Koranen. Senest har han gjort sig bemærket ved at forsvare stening af utro kvinder, fordi den »grusomme straf er blevet forordnet af Allah selv og derfor ikke er til diskussion«, som han har formuleret det i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Undervisningen påvirkes ikke Abdul Wahid Pedersen afviser dog, at hans religiøse overbevisning kommer til at påvirke undervisningen af eleverne. I hvert fald »ikke mere end alle andre mennesker præger deres hverdag«, siger han. Ifølge friskoleloven skal eleverne forberedes til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Hvordan hænger det sammen med din holdning om, at Allahs forordninger i Koranen ikke er til diskussion? »Det er fuldstændig irrelevant i denne sammenhæng. Det, som du gengiver, er en teologisk udtalelse, som intet har med sagen at gøre, og jeg vil slet ikke diskutere det ud fra de forudsætninger, du stiller op«. Kan du garantere, at eleverne får en undervisning, der svarer til den danske skoletradition? »Selvfølgelig kan jeg det. Det er min opgave som skoleleder«. Elever undervises på dansk Abdul Wahid Pedersen forsikrer også, at eleverne vil blive undervist på dansk, som loven foreskriver, og af seminarieuddannede lærere, selvom det ikke er tilfældet på hans nuværende skole. »Lige nu er vi kun en lille skole, hvor vi ikke har formået at finde seminarieuddannede lærere, men det søger vi nu, og jeg er ganske overbevist om, at det kan lade sig gøre«, siger han. Hvad kan din skole tilbyde børnene i forhold til en almindelig folkeskole? »Vi respekterer, at de har en anden tilgang til tilværelsen end størstedelen af børn i Danmark, og tager hensyn til bestemte forhold i deres hverdag, for eksempel etnisk herkomst, politisk observans og religion«. Det vigtigste er at hvile i sig selvSynes du, at det er den rigtige måde at integrere somaliske børn på? »En af de vigtigste forudsætninger for, at mennesket overhovedet kan gå ind i en integrationsproces, er, at det hviler i sig selv«. »Og børn hviler bedst i sig selv, hvis de føler sig trygge i deres omgivelser, så jeg vil mene, at vi kan tilbyde dem en af grundforudsætningerne for en fornuftig og positiv integration i samfundet. Forhåbentlig kan vi også tilbyde dem et fagligt niveau, så de kan kvalificere sig ude i den store verden«. Dansk-Somalisk Skole modtager tilskud fra Undervisningsministeriet, oplyser kontorchef Henrik Køber. Det gennemsnitlige tilskud til landets friskoler er på 37.245 per elev per år. Beløbene svinger dog meget alt efter skolens størrelse og elevernes alder, understreger Henrik Køber. Tilsynet med undervisningen varetages af forældrene. Dog skal mindst én ekstern tilsynsførende overvåge, at fagene dansk, matematik og engelsk står mål med kravene til folkeskolen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























