Den tyrkiske regering har tilbudt at sende tyrkiske sproglærere til Danmark - på Tyrkiets regning. »Vi har i diskussioner med den danske regering sagt, at hvis den danske regerings modstand mod modersmålsundervisning skyldes finansielle problemer eller mangel på sproglærere, vil den tyrkiske regering positivt overveje at sende sproglærere til Danmark«, siger den tyrkiske ambassadør i Danmark, Fugen Ok. »Vi sagde, at hvis den danske regering var interesseret, skulle den sende os en anmodning. Men vi har intet hørt, selv om diskussionerne fandt sted for cirka to måneder siden«, siger hun. Modersmålsundervisning Tilbuddet hænger sammen med, at den tyrkiske regering er imod, at den danske regering har fjernet støtten til modersmålsundervisningen, og at kommunerne ikke længere har pligt til at tilbyde modersmålsundervisning. »Den tyrkiske regering har officielt givet udtryk for, at det vil skade integrationen. For det første lærer man bedre dansk, hvis man kan sit modersmål. Og for det andet vil der være stor risiko for, at det bliver de mest konservative og religiøse tyrkiske organisationer, som vil overtage undervisningen i Danmark, og det, mener vi, vil være meget upassende«, siger Fugen Ok. Haarder: Står kommuner frit for Integrationsminister Bertel Haarder (V) vil ikke modsætte sig sproglærere udsendt af Tyrkiet i danske skoler. »Det står kommunerne frit for at tage imod et sådant tilbud. Jeg henviste ambassadøren til kommunerne, for det er dem, der skal tage stilling til hendes tilbud, ikke jeg«, siger han. Flemming Knudsen (S), der er næstformand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL) og tidligere borgmester i Århus, betragter tilbuddet som »spændende«: »Jeg er helt enig i den tyrkiske ambassadørs indvendinger. I Århus har vi gode erfaringer med flygtninge og indvandrere som modersmålslærere - også fordi de kan lette kontakten til børnenes forældre. Så vi bør bestemt diskutere tilbuddet både i KL og Århus«. Tyrkisk skræmmebillede Han er ikke betænkelig ved, at lærerne skal udsendes af den tyrkiske stat. »Nu må vi holde op med de skræmmebilleder. Tyrkiet er en samarbejdspartner med EU«, siger han. Men Muharrem Aydas, der er formand for Paraplyorganisationen for de Etniske Mindretal (POEM), er imod. Han er selv tyrker. »Jeg er helt enig med den tyrkiske regering i, at det skader integrationen at fjerne modersmålsundervisningen. Men det vil ikke være optimalt med udsendte tyrkiske lærere i Danmark, fordi de ikke kender til danske samfundsforhold. Man skal heller ikke være blind for, at de tyrkiske myndigheder formentlig også gerne vil bruge modersmålsundervisningen til at holde tyrkere i Danmark fast i den tyrkiske regerings tankegang«, siger Muharrem Aydas. SF's integrationsordfører, Kamal H. Qureshi, kalder det pinligt, at dansk udlændingepolitik »er nået så langt ud, at andre lande er villige til at tilbyde assistance«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























