Asylansøgeres børn i folkeskole

Lyt til artiklen

Regeringen er langt fremme med en omfattende reform af hele asylsystemet. Børn af asylansøgere skal fremover kunne undervises i de almindelige folkeskoler, og asylansøgere skal ligesom danskere kunne gå til en praktiserende læge, hvis de bliver syge. Hidtil har Dansk Røde Kors, der driver langt hovedparten af landets asylcentre, haft sine egne skoler og sundhedsklinikker på asylcentrene. 'Op til kommunen' Ifølge et notatudkast til regeringens økonomiudvalg kommer det til at stå kommunerne frit for, hvordan de vil undervise asylansøgernes børn. »Det vil være op til kommunen, om asylansøgerbørn skal gå i kommunens eksisterende klasser og skoler, eller om der skal oprettes specielle klasser, herunder om undervisningen skal ske i tilknytning til et asylcenter eller på anden måde adskilt fra kommunens øvrige skoler«, står der. I øjeblikket er der 1.386 asylbørn i Danmark i alderen 7 til 16 år. Haarder: Godt for integrationen Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder siger, at han umiddelbart forestiller sig, at asylbørnene skal i specialklasser, fordi de ikke kan dansk, men at det vil være en fordel at få børnene ind i folkeskolen. »Det er godt for integrationen. Mange af dem skal jo blive her, og så er det en fordel, at de fra starten bruger det almindelige system«, siger han, men ser dog også ulemper, fordi asylbørnene vil få brug for speciallærere. Ministeren understreger, at planerne stadig er på tegnebrættet. Skal bane vejen for udliciteringer Reformen af asylsystemet skal bane vejen for en udlicitering af landets asylcentre. Rapporter, som Udlændingestyrelsen har fået udarbejdet, konkluderer, at det vil blive svært at få private firmaer og organisationer til at drive asylcentre, hvis de også skal stå for undervisning og sundhedspleje. Derfor ønsker regeringen at lægge de opgaver over til amterne og kommunerne. Regeringen ventes i denne måned at tage endeligt stilling til reformplanerne. Bertel Haarder har bedt sundheds- og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) om at forberede de nødvendige lovforslag. Støtte fra lærerne Formand for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening Jørgen Stampe støtter, at børn af asylansøgere skal gå i almindelige skoler. »Vi går ind for, at alle elever i folkeskolen skal have kendskab til det multikulturelle samfund. Så selv om nogle af asylbørnene må flytte igen, vil de bidrage til at give de danskfødte børn mere indblik i andre kulturer. Det kan godt være, at det giver nogle praktiske problemer, men det må vi tage med«, siger han. KL skeptisk Derimod er formanden for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening og borgmester i Roskilde, Bjørn Dahl (V), skeptisk. »En lille kommune med et stort asylcenter vil nok have svært ved at klare opgaven«, siger han. Bjørn Dahl forudser også forældrereaktioner. »Er der tale om et eller to asylbørn i en klasse, kan det måske godt ordnes. Men er der tale om flere, vil det give ustabilitet«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her