Cyklisterne på en københavnsk cykelsti kan minde om en flok tørstige gnuer, der bisser hen over savannen: Der er mange af dem, virkelig mange, alle har et horn i siden på alle - og det hele er ikke udtryk for den højere klogskab, for maseriet gør bare ondt værre. Cyklisterne har nu selv erkendt, at de er hinandens værste fjender. Trængsel et stort problem På borgernes egen top ti-liste over trafik- og miljøproblemer i København er trængslen på cykelstierne havnet på en fjerdeplads - efter tre gamle kendinge: forurening fra lastbiler og personbiler og parkeringsproblemerne. Det viser en undersøgelse foretaget af Institut for Konjunktur-Analyse blandt et repræsentativt udsnit på 1.000 af storbyens beboere. Borgerne er blevet spurgt, om en række problemer berører dem personligt. Og hver tredje angiver, at cykelmylderet er »et stort problem«. Irritation over adfærd Af en serie interview med enkeltborgere i samme undersøgelse kan man yderligere læse, at irritation over cyklisternes adfærd »er en udbredt følelse blandt københavnere«. I materialet indrømmer flere cyklister, lidt forlegent, at de selv ikke tager færdselsreglerne så tungt. Hver femte er generet af de tohjulede Desuden viser det kommunale cykelregnskab, at hver femte københavner finder cyklerne voldsomt generende. For bare to år siden var det kun hver tiende københavner, der tænkte ilde om pedalatleterne, hvad enten det er de snøvlende langsomme, bredbagede Christiania-ladcykler eller fartnarkomaner på 16-gears racercykler. Flere på jernheste Alle disse cyklistkritiske holdninger trives i en by, hvor hver anden indbygger er oppe på den store eller den lille cykelklinge til daglig, mens kun knap hver femte af dem er hverdagsbilister. Cyklismen i København er steget med 40 procent de sidste ti år med særlig stor vækst de seneste par år. Sure på hinanden Tallene kan alt i alt kun læses på den måde, at det ikke kun er bilisterne, der er sure på cyklisterne. Cyklisterne er også ved at være trætte af hinanden. Det har byens cyklende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) også set. På mobiltelefon fra Sverige erkender han, at mange cyklestier er meget smalle. Og at han gerne vil gøre noget ved det. Og samtidig udbygge med såkaldte cykelruter på afstand af den motoriserede trafik. 'En glædelig tendens' »Men man skal ikke glemme, at de fleste af os, der bor i København, både har bil og cykel. Og den nye undersøgelse viser, at holdningerne er ved at blive mere nuancerede. At man både kan være kritisk over for bilister og cyklister og deres adfærd. Det er en glædelig tendens«, mener Kramer Mikkelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























