Udenrigsminister Per Stig Møller (K) kalder en stor del af Rigsrevisionens kritik af den danske udviklingsbistand for urealistisk. Rigsrevisionen har således kritiseret Udenrigsministeriets kontrol og information om effekten af den milliardstore udviklingsbistand for at være dårlig og utilstrækkelig. Samtidig bliver Folketinget ikke informeret tilstrækkeligt om alvorlige problemer og effekten af bistanden, fremgår det af en ny beretning til statsrevisorerne, der omfatter perioden fra 1996 til 2001. Per Stig efterlyser realisme Selv om Per Stig Møller erklærer sig enig i dele af kritikken, er der ting, han er »klart uenig i«. »Rigsrevisionen lader også forstå, at vores mål efter deres mening ikke har været klare nok, så det er svært at vurdere, om vi har nået tilfredsstillende resultater. Her er man nødt til at være realistisk. I det multilaterale arbejde er der mange flere aktører end os, både modtagerlandene og andre donorer. Det giver oftest bedre resultater at arbejde i alliancer med andre lande om opnåelse af relativt brede politiske målsætninger end at søge at fremme indholds- og tidsmæssigt snævre danske mål«, siger udenrigsministeren. Udenrigsministeren har nu fire måneder til at svare på kritikken fra Folketingets statsrevisorer. Statsrevisor holder fast i dansk mål Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), holder fast i, at kontrollen med de danske bistandsmilliarder skal foregå med dansk målestok. »Statsrevisorerne skal selvfølgelig holde fast på, hvad vi synes er ideel ud fra danske forhold. Men det er ikke det samme som, at vi tror, at så bliver det straks banket på plads, fordi den danske udenrigsminister siger det. Vi er godt klar over, at det kan tage tid. Danmark er jo ikke enerådende, selv om vi i bistandssammenhæng er en stormagt. Så vi har forståelse for, at Per Stig Møller ikke kan sige om fire måneder, at nu er alt bragt på plads. Han skal jo ud i FN-organisationerne, og det tager sandelig sin tid«, siger statsrevisorformanden til Ritzau. Peder Larsen erkender, at der nemt kan gå 10 år, før det ønskede mål er nået. For dårlig information og kontrol Rigsrevisionens kritik går ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten på Udenrigsministeriets kontrol og opfølgning med de næsten seks milliarder kroner, som Danmark årligt giver i multilateral hjælp til store organisationer som FN, Verdensbanken samt andre store organisationer og fonde. Samtidig bliver Folketinget ikke informeret tilstrækkeligt om alvorlige problemer og effekten af bistanden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























