Borgmester i Task Force mod rockere

Lyt til artiklen

I Køge Kommune er rockere og kriminalitet ikke længere blot en sag for politiet. Byens borgmester Torben Hansen (S) har netop dannet en gruppe, der skal forsøge at finde nye metoder til at stresse rockerne i kommunen. »Målet er at få rockerne ud af kommunen. Og kan vi ikke det, så at få dem til at flytte ud af byområderne. Vi har talt så meget om det her uden at gøre noget. Nu vil vi vise, at vi gerne vil gøre noget ved problemet hernede«, siger Torben Hansen. Gruppen har allerede mødtes en enkelt gang og består af en person fra teknisk forvaltning, et par skattefolk, en person fra folkeregistret og Torben Hansen selv som formand. Rockere skal stresses »Vi kalder det en Task Force. Vi er nødt til at have nogle midler, så vi kan stresse rockerne, og vi vil have justitsministeren til at godkende, at vi kan køre registrene sammen og sammenligne data fra politiet, Told & Skat, kommunen og sociale myndigheder. På den måde kan vi se, om indtægterne passer med rockernes livsførelse«, fortæller Torben Hansen. Idéen er hentet fra Horsens og Randers, der siden april i år har kørt lignende projekter. Torben Hansen var selv til stede under onsdagens møde mellem restauratører og Bandidosrockeren Jim Tinndahn. Og beskeden til rockerne var klar: »Vi vil ikke have den her påvirkning af vores unge mennesker, og vi vil ikke finde os i den påvirkning, I udsætter hele vores by for. Jeg bliver nervøs, når jeg hører, at Bandidos og Hells Angels har delt byen mellem sig. Skal Torvet så være krigsskueplads«, spurgte han. Borgmesteren er ikke imponeret Borgmesteren var heller ikke imponeret af rockernes udmelding på mødet. »De ville ikke give garantier for noget som helst. Jeg tror Jim Tinndahn har ret i, at folk bliver trodsige, hvis de bliver mødt med lukkede døre i nattelivet. Men vi er ikke bange«, fastslår Torben Hansen. Borgmesteren er allerede blevet kontaktet af flere kommuner, der ønsker at følge arbejdet i Køge tæt. Kommunens Task Force mødes allerede igen i begyndelsen af næste uge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her