Frit spil for fup med ventelister

Lyt til artiklen

Københavns Kommune vil ikke gribe ind over for, at det almennyttige boligselskab FSB i ti tilfælde har snydt familier for en lejlighed. Familierne stod forrest i den 15-årige boligkø, men for at undgå 14 dages huslejetab har FSB set stort på ventelisten og i stedet udlejet ti byfornyede lejligheder i Københavns nordvestkvarter til folk, der kom ind fra gaden. Københavns Kommunes Tilsyn med Støttet Byggeri har til opgave at holde øje med, om de almene selskaber udlejer boligerne efter reglerne. »Fornuftigt« Forelagt Politikens oplysninger ser tilsynet ingen grund til at kritisere FSB, som ifølge tilsynet ikke har brudt loven ved at gå uden om ventelisten, men har handlet fornuftigt for at undgå tab på lejligheder, der står tomme. Kontoret på Rådhuspladsen henviser til, at en almen boligorganisation ifølge loven kan udleje familieboliger til andre boligsøgende, såfremt de ikke kan udlejes gennem ventelisten. Hans Henrik Edlund, lektor og ekspert i lejeret ved Handelshøjskolen i Århus, mener til gengæld, at FSB og tilsynet fortolker loven efter forgodtbefindende. »Det lader til, at de bruger en hjemmestrikket fortolkning af lovgivningen ved at henvise til en paragraf, der er møntet på situationer, hvor der er rigeligt med boliger. Men i dag er der boligmangel, og de almene boligorganisationer har overfyldte ventelister«, siger Hans Henrik Edlund. Der står 15.000 boligsøgende på FSB's venteliste til en almen bolig i København. Få klager Boligsøgende, der har stået på FSB's venteliste i mange år og føler sig taget ved næsen, skal altså ikke regne med støtte fra tilsynet, hvis de klager. En anden mulighed er at klage til Københavns Beboerklagenævn. Nævnet behandler godt 400 sager om året, men siden dets oprettelse i 1998 har kun fire været om ventelister. En klager fik medhold. »Sager om ventelister skal helst i gang, inden der er skrevet kontrakt på det pågældende lejemål. Det er svært at sætte folk på gaden, når der først er indgået en bindende aftale, og lejeren er flyttet ind«, siger kontorchef Marianne Dons fra Københavns Beboerklagenævn. Speget sag Claus Højte, sekretariatschef i Lejernes Landsorganisation i Hovedstaden, mener, at FSB har overtrådt grænsen for, hvad et alment boligselskab kan tillade sig. »Men sagen er speget, for det er desværre umuligt at bevise, hvem af de 15.000 i FSB's kartotek der stod forrest i køen på de pågældende tidspunkter«, siger Claus Højte. Benny Hansen fra Københavns Lejerforening er fortørnet over, at FSB slipper godt fra bevidst at gå uden om ventelisten, men erkender, at der ikke er meget at gøre. »De forbigåede kunne kræve erstatning. Men hvordan skal de bevise, at lige netop de er blevet snydt«, spørger Benny Hansen og henviser til, at FSB's kreative udlejning er sket løbende inden for de sidste fire år. Han anbefaler ikke FSB's kunder at klage. »Der er ingen sanktioner forbundet med lovgivningen. Paragrafferne er ikke det papir værd, de er skrevet på. Bliver man ikke straffet for at køre over for rødt, gør man det igen«, siger Benny Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her