Kræftmyte om depression aflivet

Lyt til artiklen

Depressioner øger ikke risikoen for at udvikle kræft. Det fastslår en dansk undersøgelse - den største nogensinde om forholdet mellem de to sygdomme. Dermed rammes der en pæl igennem en ellers sejlivet myte. »Det er et meget vigtigt budskab at få ud«, siger læge Susanne Oksbjerg Dalton, Institut for Psykosocial Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse. »Der har været en hypotese om, at depressive sygdomme nedsætter immunforsvaret og dermed også øger risikoen for, at personen senere udvikler en kræftsygdom. Det betyder, at mange mennesker med depressioner har gået rundt og været bange for, at de nu også risikerede at få kræft. Men vores undersøgelse viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to sygdomme«. Sammenholdt data Susanne Dalton Oksbjergs undersøgelse har sammenholdt data fra Psykiatrisk Centralregister og Cancerregistret. Næsten 90.000 danskere, som i perioden 1969 til 1993 var indlagt med forskellige former for depression, er blevet tjekket for, om de senere udviklede kræft. Det er første gang, forholdet mellem de to sygdomme er blevet undersøgt i en hel befolkning. Livsstilsdepression Undersøgelsen viser imidlertid noget andet: Nogle grupper af deprimerede har en forøget risiko for at få visse typer af kræft - ikke på grund af depressionen, men på grund af deres livsstil. Det drejer sig om personer med reaktiv depression - det vil sige en depression, som opstår på grund af en ydre begivenhed i deres liv - og om personer med dysthymi, som er en kronisk tristhedsfornemmelse. »Hos disse grupper fandt vi en forøget risiko på mellem 30 og 50 procent for at få den type kræftsygdomme, som kan forårsages af tobak og alkohol«, siger Susanne Oksbjerg Dalton. Har tendens til at ryge og drikke mere »Men vi ved fra andre undersøgelser, at netop mennesker med disse former for depression også har en tendens til både at ryge og drikke mere end normalbefolkningen. Og deres forøgede kræftrisiko er ikke større, end at den udelukkende kan tilskrives deres livsstil og ikke selve depressionen. Man bør nok have en større opmærksomhed på denne gruppe inden for det forebyggende sundhedsarbejde«. Et andet fund i undersøgelsen er, at mennesker, der indlægges med depressive symptomer, tilsyneladende har en forøget risiko for hjernekræft, men kun i det første år efter deres indlæggelse. Hjernesvulst »Ser man på de følgende år, forsvinder den overrepræsentation helt. Det tolker vi sådan, at nogle af de patienter, som indlægges for depression, i virkeligheden slet ikke er depressive, men har en hjernesvulst. Symptomerne kan være de samme: Man har det generelt dårligt, mangler appetit, har problemer med at sove for eksempel«, siger Susanne Oksbjerg Dalton. »Fundet understreger, at man som psykiater skal tænke på muligheden af fysiske sygdomme, når en patient viser tegn på depression«. Susanne Oksbjerg Daltons undersøgelse af forholdet mellem depression og kræft er netop offentliggjort i det amerikanske tidsskrift American Journal of Epidemiology. Tidligere har hun i en mindre befolkningsundersøgelse fra Nordjylland set på, om der var en sammenhæng mellem brugen af antidepressive SSRI-midler - også kaldet lykkepiller - og kræft. Heller ikke her fandt hun en sammenhæng. Begge undersøgelser er led i en ph.d.-afhandling, hvori Susanne Oksbjerg Dalton også beskæftiger sig med forholdet mellem skizofreni og kræft. Resultaterne af den undersøgelse er endnu ikke offentliggjort.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her