Børn fra en 8. klasse fra Stavnsholtskolen i Farum blev mandag morgen involveret i et større trafikuheld i krydset mellem Skodsborgvej og Nærumgårdsvej i Nærum nord for København. 13 personer - ti børn og tre voksne - blev kørt på tre forskellige hospitaler. Ingen havde livstruende skader, men flere skulle undersøges for blandt andet ryg- og nakkeskader, oplyser den vagthavende i Lyngby Politi. Eleverne var på vej på ekskursion, da en lastbil i krydset kørte ind i siden på deres bus. De elever, der ikke blev kvæstet, blev efter uheldet kørt tilbage til skolen i Farum, hvor der blev ydet psykisk krisehjælp, oplyser Falck. Mandag ønskede politiet ikke at udtale sig om årsagen til sammenstødet i det lysregulerede kryds. En hel del vidner skal afhøres, og der skal også foretages forskellige tekniske undersøgelser.
8. klasse i buskollision ved Nærum
Lyt til artiklen